Næste politiske kampplads: Indvandring af arbejdskraft

Debatten om behovet for indvandring og arbejdskraft vil sætte en voldsom politisk dagsorden mange år frem. Den er fuld af følelser og påstande, den kløver de politiske partier og tilføjer en helt ny dimension til en i forvejen hed udlændingedebat. Pape Poulsens opgør med Venstres udlændingeudspil er kun begyndelsen.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan vi sortere i indvandringen til Danmark, så vi får de »rigtige« og ikke de »forkerte« hertil? Kan vi øge indvandringen markant, uden at det ændrer vores samfund for altid med den utryghed, det skaber? Og kan vi overhovedet opretholde vores velstand og velfærd uden en betydelig indvandring? Spørgsmålene bliver omdrejningspunkt for den politiske debat i årene, der kommer.

Det bliver ikke kedeligt. Indvandrerdebatten spiller på alle registre og har mere eller mindre afgjort de seneste fire folketingsvalg.

Når den konservative leder Søren Pape siger, at han ikke vil sortere i den arbejdskraft, der kommer hertil, i forhold til deres hjemland og er »fløjtende ligeglad« med, om de kommer hertil fra Indien, Brasilien eller Saudi-Arabien, så stikker han hånden ned i netop den hvepserede, som den nye indvandrerdebat tegner til at blive.

Og når Venstre i sensommeren efter lang tids interne diskussioner spiller ud med en ny indvandrerkurs, der netop skelner mellem arbejdskraft fra »rigtige« og de »forkerte« lande, er det for at adressere et af tidens mest ømtålelige spørgsmål. Og når en diskussion om østeuropæeres adgang til den danske børnecheck fylder hele valgkampen til Europa-Parlamentet, er det, fordi indvandring af arbejdskraft er et af de mest sprængfyldte temaer lige nu.     

Bliver kampen om arbejdskraft i Europa i fremtiden så benhård, som Dansk Industri og samfundsøkonomer forudser, ligger her kimen til et politisk valg af historiske dimensioner mellem fortsat betydelig bremse på indvandringen og højere velstand. Uden indvandring vil befolkningen i EU i 2050 være skrumpet med 25,9 procent, viser tal fra Eurostat, EUs statistikorganisation.

Med den indvandring, der tegner sig, vil den »kun« skrumpe med 9,5 procent. Og Østeuropa, hvorfra vi i de senere år har hentet en stor del af den ekstra arbejdskraft til Vesteuropa, skrumper befolkningsmæssigt med en langt større hast end Vesteuropa.

Uden indvandring vil befolkningerne i de østeuropæiske lande frem mod 2050 falde med godt og vel en tredjedel. Det er derfor, Dansk Industris direktør Karsten Dybvad kigger ud mod resten af verden for at finde den arbejdskraft, som hans virksomheder kommer til at mangle.

Men er danskerne klar til det?

Manglen på arbejdskraft har altid ført til store samfundsforandringer. I 60erne var det kvindefrigørelsen, da kvinderne i stort tal kom ind på arbejdsmarkedet, i begyndelsen af 70erne var det import af arbejdskraft, gæstearbejdere fra især Tyrkiet og Jugoslavien, der var med til at forandre de danske byer og sætte en ny dagsorden om integration og fremmede kulturer.

Derefter fulgte et par årtier med stor arbejdsløshed. Og siden slutningen af 90erne har vi diskuteret velfærdsreformer, der kan øge arbejdsstyrken i takt med, at befolkningssammensætningen ændres, og der bliver flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder.

Reformerne, der er gennemført, har ændret det danske velfærdssamfund, men sporet ser nu ud til at tørre ud. Ikke at man ikke fortsat kan gennemføre reformer af dagpenge, skattesystem, kontanthjælp, tilbagetrækning og andre velfærdssystemer, men de lavthængende frugter er plukket, og fra nu af kommer det til at gøre mere ondt, og det bliver sværere at skaffe den politiske opbakning.

Selv den liberale tænketank CEPOS erkender, at den politiske vilje nok allerhøjest er til en udvidelse af arbejdsstyrken med 100.000 personer gennem reformer frem til 2030. Og behovet er langt større.

Debatten om indvandring af arbejdskraft kløver de borgerlige partier, fordi erhvervslivet er blevet en aktiv spiller, den kløver Venstre, når en række Venstrefolk advarer mod udlændingeudspillets sortering af indvandrere, og den kløver regeringspartierne og etablerer en ny front mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Arbejdsgiverne er interesserede i at øge udbuddet, mens lønmodtagernes objektive interesse er at formindske det. Det betyder nemlig højere løn – i hvert fald på kort sigt.

Fagbevægelsens og Socialdemokraternes overordnede synspunkt har i årevis været, at det er et spørgsmål om uddannelse. Når så mange står uden for arbejdsmarkedet, må det være et spørgsmål om at tilpasse deres kvalifikationer til behovet.

Men selv om Danmark aldrig har brugt så mange penge på uddannelse som nu, er gruppen, der står udenfor, ikke formindsket nævneværdigt. Så den vej er om ikke tørret ud, så i hvert fald ved at blive tørlagt.

Mens argumenterne for indvandring de seneste årtier har været humanitære og moralske både, når det gælder asylansøgere, flygtninge og familiesammenføring, vil de i årene, der kommer, i stigende grad blive økonomiske.

Derfor er de i vildrede i den borgerlige lejr, og vi så en forsmag på det ved Dansk Industris årlige topmøde i går med temaet: Velkommen. Men velkommen til hvem?