Nabokommuner vil lokke metro ud på den københavnske vestegn

11 borgmestre vil have den københavnske metro til Hvidovre og Rødovre.

Metro-passagerer bør fremover også kunne træde ud på en station ved Hvidovre Hospital og Rødovre Centrum, mener 11 borgmestre i Københavnsområdet. Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

11 borgmestre fra hovedstadsområdet håber at få udvidet metroen i København, så den udvides til de to nabokommuner Hvidovre og Rødovre.

Det skriver DR P4 København.

De 11 borgmestre har afleveret forslaget i deres input til regeringens strategi for hovedstaden.

Helt konkret mener de, at den metrolinje, der fra 2024 kører til Ny Ellebjerg Station, bør fortsætte ud gennem Hvidovre og ende ved Rødovre Centrum.

»Det er den bedste investering, man kan gøre i forhold til kollektiv trafik og den meget tætte trafik, der er på vejene omkring København, og med metroen kan vi flytte rigtig mange bilister væk fra vejene,« siger Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), til DR.

Ifølge borgmestrenes egne beregninger vil udvidelse give 30.000 flere rejsende med metroen. Det vil ifølge beregningerne give overskud i driften.

Det er dog ikke i sig selv nok til, at projektet giver økonomisk mening, mener Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi på Københavns Universitet.

Og at det skulle flytte flere fra bilerne over på skinnerne, mener professoren heller ikke, er et argument.

»I stort omfang er dem, der tager metroen, folk som ellers ville tage cyklen eller bussen, så en metro er ikke ret effektiv til at få bilisterne væk fra vejene,« siger Mogens Fosgerau til DR P4 København.

Hvidovre-borgmester Helle Adelborg (S) argumenterer for, at der vil opstå et hul i infrastrukturen, som en metrolinje passende kunne udfylde.

Hun mener ikke, at der er tænkt på den trafikale udvikling, når Hvidovre Hospital skal være et såkaldt supersygehus.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke haft mulighed for at stille op til et interview om sagen, men meddeler i et skriftligt svar til DR P4 København:

»Jeg vil naturligvis gerne se på oplæg fra kommunerne til en eventuel udbygning af det eksisterende metronet, men før de har præsenteret deres oplæg - blandt andet til en finansieringsmodel - kan jeg ikke tage stilling til projektet.«

/ritzau/