Når politikerne vil i krig med medierne

Det lykkedes for Donald Trump at starte en krig mod medierne, som for mange amerikanske medier og journalister lod sig provokere til at gå ind i. Lysten til at drage medierne ind i en politisk skyttegravskrig ser vi flere eksempler på også herhjemme. Senest i en ny EU-bog udgivet af Dansk Folkeparti for skatteydermidler. Som medier og redaktører er vi nødt til nøje at overveje, hvordan vi da agerer – for vi ønsker ikke et mediebillede som i USA.

Vi lever i et demokrati med ytringsfrihed. Den gælder også de politiske partier, og den kan de forvalte som de vil. Også når kritikken rettes mod medierne.

Politisk pres mod medierne er ikke noget nyt fænomen. Det ville være historieløst at påstå det. For eksempel var DRs gamle Radioråd en regulær politisk slagmark, og enhver dagbladsredaktør kender det også fra sin egen virkelighed.

Det nye er imidlertid en markant stigende politisk lyst til at gøre medierne til en part i den politiske kamp, man ønsker at føre. Det ser man på flere niveauer, og som almindelig borger, der følger politik og medier udefra, kan det være svært at gennemskue, hvad der foregår.

Derfor skriver Berlingske i dag historien om den nye bog fra Dansk Folkeparti, hvori navngivne danske journalister stemples som EU-venlige nikkedukker.

Det er et frit land. Dansk Folkeparti må udgive, hvad de ønsker. Vi har som medier så friheden til at sætte fokus på, hvordan partiet agerer. Herunder at man hænger navngivne journalister ud i en husstandsomdelt bog finansieret af EU-midler. Og dermed skatteyderpenge.

Igen: Kritik af medierne er ikke noget nyt. Det er heller ikke problematisk. Det skal medierne kunne tåle. Det er demokratiets væsen, at kritik mødes af kritik.

Men metoden, at gå voldsomt i krig med konkrete medier og specifikke journalister med det sigte bevidst at svække deres omdømme hos en del af befolkningen, breder sig.

Vi har set det i USA, hvor for mange medier og reportere desværre er gået i fælden og har placeret sig i rollen som enten præsident Trumps indædte modstandere eller tro venner i en informationsskyttegravskrig, medier gør klogt i at holde sig ude af.

Man ser det herhjemme, hvor blandt andre fremtrædende socialdemokrater har været ude i voldsomme, generaliserede angreb på medierne og betegnet dem som et »tyranni« fuld af løgne, der skal straffes (Henrik Sass Larsen i sin bog »Exodus« i fjor), samtidig med at Socialdemokratiet i lighed med Dansk Folkeparti er i gang med at opbygge sin egen, logrende partipresse, der promoveres heftigt.

Og nu ser vi det så med Dansk Folkepartis nye EU-bog, hvor du, kære læser, som skatteborger er med til at finansiere forsøget på at starte en krig mod medier og navngivne journalister. Den takker vi nej til at deltage i; for vi ønsker ikke et mediebillede som i USA.

Det betyder, at vi som redaktører er nødt til at gøre os grundige overvejelser om, hvordan vi agerer, når et politisk parti faktisk vil gøre os til part i en sag ved at kritisere os eller en af vore journalister meget direkte. Sådan som det i tilfældet DFs bog sker med Berlingskes korrespondent Poul Høi. Sagen dækkes af journalister på avisen, som ikke tilnærmelsesvist kritiseres i bogen. Som chefredaktør kommenterer jeg sagen i artiklen – og her i denne klumme. Men vi gør os umage med ikke at reagere på en måde, der ruller os ind i nogen skyttegravskrig med i dette tilfælde Dansk Folkeparti. Heller ikke i vores fremtidige dækning af sagen og partiet. Vi skal dække partiet præcis, som vi ellers ville gøre. Når vi anmelder bogen, sørger vi for til gengæld, at det er en ekstern skribent uden fast tilknytning til redaktionen, som bedømmer kvaliteten af den.

Berlingske forventer, at trykket mod medierne bliver ekstraordinært voldsomt, når valgkampen for alvor går igang. Vi vil blandt andet bruge denne chefredaktionelle klumme til at forholde os til det undervejs, så det bliver synligt for alle, hvad der foregår. Det tænker vi også, demokratiet er bedst tjent med.