Når DF-politiker kigger over på sin nærmeste frisør, undrer han sig: Hvorfor skal hun holde lukket?

Flere borgerlige partier har ytret kritik af, at regeringen har valgt at begynde genåbningen af Danmark med at åbne børnehaver og skoleklasser snarere end frisører og fysioterapeuter. Og nu, hvor flere kommuner først er klar til at åbne skoler i næste uge, er en blå politiker »ret sikker på, at butikkerne ville have holdt åbent fra i morgen, hvis de havde fået lov«.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, undrede sig før påske over regeringens genåbningsstrategi for Danmark. Det gør han stadig. Mads Claus Rasmussen

En opdatering på Twitter må maksimalt fylde 280 anslag. Og onsdag gik Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, lige til grænsen, da han ville udtrykke sin undren over regeringens genåbningsstrategi for Danmark.

Over 279 tegn kaldte DF-politikeren det således en »underlig prioritering«, at regeringen efter påske ville sende de mindste børn i skoler og daginstitutioner frem for at starte genåbningen af skolerne med de ældste elever og samtidig tillade mindre virksomheder og butikker igen at slå dørene op.