De Radikale er glade for, at et flertal af partierne er blevet enige om at genåbne en større del af Danmark fra på mandag.
Det fortæller leder Morten Østergaard (R), som "har bestilt tid hos frisøren".
- Dejligt med et bredt samarbejde om en hurtigt aftale, der giver de små virksomheder, vi bad lukke for at dæmpe smittespredningen, lov til at åbne igen, skriver han på Twitter.
Mens de liberale erhverv åbner igen, må restaurationsbranchen, højskoler og efterskoler dog fortsat vente.
- Er rigtig tilfreds med, at domstole og forskningslaboratorier for ph.d.'er med videre kan åbne igen. Men er ærgerlig over, at efterskole- og højskolelever må vente, da sundhedsmyndighederne frarådede, at de blev genåbnet nu, skriver Morten Østergaard.
/ritzau/