Morten Østergaard er klar til gå i opposition under S-regering

Socialdemokratiet skal droppe dele af paradigmeskiftet, kræver De Radikales partileder Morten Østergaard.

København. De Radikale vil hellere gå i opposition, end de vil støtte en S-regering, der fører en stram udlændingepolitik efter det kommende valg.

Samtidig kræver De Radikales leder, Morten Østergaard, at Socialdemokratiet dropper dele af paradigmeskiftet, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at danne regering med de Radikales opbakning.

Det siger De Radikales partileder, Morten Østergaard, til Ritzau.

Spørgsmål: Hvad går jeres krav til Socialdemokratiet ud på?

- Jeg vil kræve, at vi tilrettelægger en integrationspolitik, der går ud på, at imødekomme folk, der hurtigst muligt kan forsørge sig selv, men også naturligt belønner dem, der bidrager til vores samfund, når vi skal vurdere, om de kan få lov til at blive.

- Vi kan ikke acceptere Dansk Folkepartis nyeste påfund med et integrationsstop fortsætter i en ny regering. Det er derfor, vi siger, at politikken må lægges om, så den igen sigter til at folk skal integreres og bidrage hurtigst muligt.

Spørgsmål: Hvad får dig til at trække grænsen?

- Vi har hverken menneskeligt eller økonomisk råd til at sætte integrationen i stå. Vi skal tværtimod give den et skub. Vi skal bruge en ny regering til at få en ny retning - også i integrationen.

Spørgsmål: Hvem vil De Radikale støtte efter et valg?

- Det her handler om vores betingelser for at bakke op om en ny regering. Det er sådan set uafhængigt af, hvem der ønsker at lede den. Vi peger stadigvæk på Mette Frederiksen (S), fordi vi tror på, vi kan få en integrationspolitik, der er uafhængig af Dansk Folkeparti.

- Hvis det viser sig det ikke er tilfældet, så må Mette Frederiksen så spørge Thulesen Dahl, om han vil gøre hende til statsminister, for vi indfører ikke bare DFs integrationspolitik.

Spørgsmål: Vil du lancere dig selv som statsministerkandidat?

- Det er et nej til at springe ud som statsministerkandidat. Jeg peger på Mette Frederiksen, fordi jeg vil have anden politisk retning, og det er den måde, jeg ser det kan lade sig gøre på.

- Kan det ikke lade sige gøre, så er vi jo nødt til at være i opposition, også til en socialdemokratisk regering, hvis den vil videreføre Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Spørgsmål: Hvilke situationer vil det ellers komme på tale, hvor I ikke vil støtte Mette Frederiksen?

- Vi har allerede sagt, at der skal være forpligtende mål for vores CO2-reduktion inden 2030. Vi skal have skabt et økonomisk grundlag for at kunne investere i uddannelse, flere pædagoger og ikke mindst i at nedbringe antallet af fattige børn.

Spørgsmål: Vil du være mindre klar i spyttet i forhold til udlændingepolitikken, hvis I kunne få på klimakontoen i stedet?

- Det er et samlet hele. Vi ofrer ikke klimaet for integrationspolitikken eller omvendt. Det er et samlet hele. Vi ved godt, at det ikke nytter med ultimative krav. Derfor siger vi også bare, at en ny regering kan ikke bare videreføre Dansk Folkepartis integrationspolitik.

- Vi skal være enige om noget nyt og noget andet, der sikrer og forbedrer situationen og ikke bare sætter den i stå og helt parallelt med det på den grønne område og på uddannelsesområdet. Så skal vi være helt enige om den politik, der skal føres ellers kan man ikke få vores opbakning.

/ritzau/