Morten Messerschmidt er officielt valgt som folketingskandidat

Europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) er valgt som folketingskandidat i Fredensborg-kredsen.

Morten Messerschmidt på folkemødet på Bornholm torsdag 16. juni 2016. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Så er det officielt: Morten Messerschmidt er onsdag aften blevet valgt som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Fredensborg-kredsen.

Dermed står europaparlamentarikeren på stemmesedlen, når der senest 17. juni næste år er folketingsvalg.

I fredags kom det frem, at Messerschmidt ønskede at vende tilbage til dansk politik. Siden 2009 har han siddet i EU-Parlamentet. Messerschmidt har tidligere siddet i Folketinget. Det gjorde han fra 2005 til 2009.

Onsdagens opstillingsmøde begyndte klokken 18, og det var med Messerschmidt som det altoverskyggende punkt på dagsordenen.

Og helt som ventet valgte kredsen den prominente DF'er som kandidat til Folketinget. Ingen modkandidater meldte sig på banen blandt de 18 personer, der var mødt op.

Messerschmidt har været en stemmesluger i forbindelse med valg til EU-Parlamentet. Ved valget i 2014 fik han 465.758 personlige stemmer, hvilket er dansk rekord.

Han melder sig tilbage i dansk politik, selv om EU's antisvindelenhed, Olaf, fortsat er i gang at undersøge ham for misbrug med EU-midler.

Men allerede sidste år gjorde DF-formand Kristian Thulesen Dahl det klart, at selv hvis en EU-undersøgelse om svindel pågår, kan Messerschmidt godt opstille til Folketinget. Samme melding kom fra DF-toppen i sidste uge.

Messerschmidt blev i oktober 2016 sygemeldt, efter at han fik et ildebefindende. Det skete i kølvandet på anklager om misbrug af EU-midler i fonden Feld og partialliancen Meld.

Efter syv måneders sygeorlov vendte Messerschmidt tilbage i politik i forbindelse med grundlovsdag sidste år.

Ifølge Kasper Møller Hansen, der er professor og valgforsker ved Københavns Universitet, kan Messerschmidt redde et mandat for DF i Nordsjælland.

»Messerschmidt vil med sin personlighed og ved det, at han er kendt og markant, være et plus. Jeg tror, at han vil kunne sikre, at der kommer tre mandater til DF igen,« sagde Kasper Møller Hansen i fredags.

DF har allerede tre folketingsmedlemmer i Fredensborg-kredsen, men stod til at miste et enkelt ved næste valg ifølge målinger, der var foretaget, inden Messerschmidts kandidatur blev kendt.

/ritzau/