De Konservative har fredag været til regeringsforhandlinger hos regeringsforhandler Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet, og her gentog partiformand Mona Juul sit ønske om at få en blå regering.
Mette Frederiksen afsøger muligheden for at danne en regering med Socialdemokratiet, De Radikale og SF.
Men det samarbejde kan De Konservative ikke se sig selv i.
- Vi har haft et godt møde, hvor vi har talt om, hvordan valgkampen er gået, og vi har fortalt, at vi stadig ønsker en blå regering, og at det ser lidt svært ud med det lige nu, siger Mona Juul.
Hun er dog af den opfattelse, at der blev "lyttet" undervejs i drøftelserne hos Mette Frederiksen.
Inden mødet fredag lød det fra Mona Juul, at De Konservatives selvopfattelse er, at man skal være et regeringsparti.
Men man sætter sig ikke rundt om bordet for enhver pris.
- Det er vigtigt (at være i regering, red.), når man er Det Konservative Folkeparti, og vi gør det godt, når vi er i regering. Men vi går ikke i regering for enhver pris.
- Men jeg er rigtig spændt på, hvad Mette Frederiksen kan tilbyde, sagde Mona Juul.
Konstellationen med S, SF og De Radikale havde Mona Juul allerede her i den grad svært ved at se for sig med konservative mandater i ryggen.
- Det ser svært ud. Derfor er vi også lidt overraskede over, at den kongelige undersøger (Mette Frederiksen, red.) er i gang med at lave regering med SF og De Radikale.
- Vi glæder os til at høre, hvad de har tænkt sig, og hvorfor de har inviteret os, sagde hun.
Ved tirsdagens folketingsvalg fik De Konservative 7,6 procent af stemmerne og sikrede 13 mandater. Det er en fremgang på tre mandater.
/ritzau/
