Meldingen om, at alle danske minkbesætninger skal aflives, kom, før lovgivningen var på plads.
Det erkender Mogens Jensen i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.
»Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud,« skriver han.
Det betyder, at regeringen ikke har haft hjemmel i lovgivningen til at aflive raske mink fra minkfarme, som ligger i et område, hvor der ikke er sygdom.
For at myndighederne kan kræve adgang til at aflive dyr, skal der enten være konstateret sygdom blandt dyrene på et landbrug, eller landbruget skal ligge inden for et område, hvor der er sygdomsudbrud.
Statsminister Mette Frederiksen meddelte onsdag, at alle minkbesætninger i Danmark skal aflives, fordi der er konstateret nye mutationer af coronavirus blandt mink i Nordjylland.
Opfordrer minkfarme til at begynde at aflive
Men selv om lovgivningen endnu ikke er på plads, så opfordrer regeringen minkavlere landet over til at begynde med at aflive deres besætninger.
Mogens Jensen oplyser til Ekstra Bladet, at situationen er så »alvorlig«, at der må handles hurtigt, og at alle mink i landet skal aflives af hensyn til folkesundheden.
Fødevareministeren oplyser også, at regeringen har skrevet rundt til de enkelte minkfarme for at opfordre dem til at begynde aflivningerne.
Samtidig vil regeringen arbejde på at få et lovgrundlag på plads, så der både gives hjemmel til aflivningerne og sikres kompensation til minkavlerne.