Mogens Camre dømt for racisme på Twitter

DF-politikeren er blevet idømt 10 dagbøder á 800 kr. ved Retten i Glostrup.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Gladsaxe, Mogens Camre, er blevet dømt for racisme ved Retten i Glostrup.

Retten har idømt Camre 10 dagsbøder på 800 kr., så han i alt kommer til at betale 8.000 kr.

Mogens Camre nægter sig fortsat skyldig og har på stedet valgt at anke dommen til Landsretten.

DF-politikeren skrev på Twitter i juli sidste år: »Om jødernes situation i Europa: muslimerne fortsætter hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen«.

Det fik to personer til at melde det tidligere DF-folketingsmedlem for racisme, og Retten i Glostrup valgte at følge anklager Natalja Lindbergs krav om dagbøder.

Byretten var imidlertid ikke enig om afgørelsen. To af tre dommere vurderede, at Mogens Camres udtalelse »var egnet til at virke forhånende og nedværdigende overfor en gruppe af personer på grund af deres religion«, mens den tredje dommer mente, at Mogens Camre skulle frifindes. Det oplyser Retten i Glostrup i en pressemeddelelse.

Camre: Problem at udtrykke sig præcist på Twitter

I retten forklarede Mogens Camre, at beskeden på det sociale medie ikke var tænkt udsendt til en bredere kreds, men den forklaring formildede ikke domsmandsretten.

Camre sagde videre, at Twitters begrænsning på 140 tegn per opslag gjorde det svært at udtrykke sig præcist.

»Der kan jeg kun sige, at det at udtrykke sig på en præcis måde, det vil kræve mere end 140 anslag. Det er problemet,« sagde Mogens Camre ifølge DR.

Den 79-årige DFer har efterfølgende valgt ikke længere at benytte det sociale medie.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, har tirsdag over for politiko.dk slået fast, at dommen ikke vil få konsekvenser for Mogen Camres medlemsskab af DF.

Se her tweetet, som retssagen mod Camre har drejet sig om:

Dømt for racisme

Posted by Berlingske on 18. august 2015