Mølletvang ikke populært

Kommunerne skal finde plads til flere vindmøller. S vil bruge tvang. R vil binde kommunerne med en aftale. EL vil gøre vindkraft til en folkesag.

"Gulerødder" er bedre end tvang for at få landets kommuner til at finde egnede placeringer til nye vindmøller, så en massiv udbygning af den vedvarende energi kan blive til virkelighed. Det mener den radikale energiordfører, Martin Lidegaard.

Socialdemokraterne foreslår onsdag i forbindelse med partiets sommergruppemøde, at kommunerne ved hjælp af en lov skal tvinges til at opstille vindmøller. Forhenværende energi- og miljøminister Svend Auken begrunder forslaget med, at Folketinget har brug for et redskab til at sætte sig igennem over for kommunerne.

Men en lov er omstændelig og vil tage lang tid at gennemføre, mener Det Radikale Venstre, der i stedet for ønsker en bindende aftale med Kommunernes Landsforening om placering af vindmøller.

Miljøminister Connie Hedegaard (K) afviser tanken om tvang, og også Enhedslisten mener, at Auken er gået for vidt.

- Man kan ikke i praksis gennemføre udbygning med vedvarende energi i stor målestok, medmindre man finder løsninger, der er acceptable for den berørte lokalbefolkning, siger Enhedslistens energiordfører, Per Clausen.

/ritzau/