Møderne blev indkaldt med få timers varsel. Og de blotlagde en bekymring i alle tre regeringspartier

Det vakte opsigt, da regeringen pludselig bebudede et indgreb over for koranafbrændinger i Danmark. Få timer før fik folketingsgrupperne i de tre regeringspartier besked. Ikke alle var lige begejstrede, og under overfladen lurer bekymringerne.

Det vakte opsigt, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på vegne af regeringen bebudede et indgreb mod koranafbrændingerne. »Det er fuldstændig uantageligt,« lød det fra jurist og direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama med henvisning til, at det vil være en indskrænkning af ytringsfriheden. Men også internt i de tre regeringspartier hersker bekymringen. Her ses Løkke med justitsminister Peter Hummelgaard (S) og daværende fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De fleste på Christiansborg havde vel håbet på en langsom og rolig opstart efter en mere end almindeligt tiltrængt sommerferie.

Hvis ønsket var særligt udtalt i toppen af de tre regeringspartier, ville de færreste nok fortænke dem i det i kølvandet på en politisk sæson, der indebar interne skærmydsler i alle partier og usikkerhed om formandens fremtid i både Socialdemokratiet og Venstre.