Regeringspartiet Moderaterne overvejer nu, om man bør udskyde indførslen af den nye kvælstofregulering.

Det sker, efter at der er fundet fejl i Aarhus Universitets beregninger bag reguleringen.

- Vi kan ikke afvise, at vi er nødt til at genbesøge elementer i aftalen, som for eksempel hvornår lovgivningen skal gælde fra, siger Moderaternes miljøordfører, Ellen Emilie.

Den nye kvælstofregulering står til at træde i kraft fra 1. januar 2027.

Tiltaget, der er kendt som gødskningsloven og lovforslag L5, har skabt stor debat på både Christiansborg og i landbruget.

Med den nye regulering må landmænd gøde deres marker mindre for dermed at udlede mindre kvælstof til have og fjorde, hvis miljø og natur har lidt under kvælstofforurening.

Landmænd har klaget over, at beregninger og datagrundlag bag lovgivningen har været svære at gennemskue.

Og nu har Aarhus Universitet, efter flere henvendelser fra landbrugets tænketank Seges, måttet erkende fejl i beregninger.

Regnefejlen betyder, at nogle landmænd stod til at blive reguleret hårdere end tiltænkt.

- Det er dybt utilfredsstillende, at beregningerne har været fejlbehæftede, siger Ellen Emilie fra Moderaterne.

Kvælstofreguleringen er et udløb fra den grønne trepart, som over de næste årtier skal være rammen for en mere grøn brug af landbrugsarealer i Danmark.

Det står endnu ikke klart, hvor stor effekten af regnefejlen er - og dermed hvor mange ton kvælstof det drejer sig om.

Derfor vil Moderaterne afvente mere information, inden man gør sin endelige stilling op.

- Vi ved, at ministeren tager det her meget alvorligt, så det vil være useriøst at så tvivl om aftalen, før vi kender det egentlige omfang, siger Ellen Emilie.

Alligevel åbner partiet for, at der kan blive justeret på starttidspunktet for den nye kvælstofregulering.

I Danmarksdemokraterne vil man med glæde udskyde gødskningsloven, men man undrer sig over slingrekursen i regeringen.

- Det skaber ikke ligefrem ro, når ikke engang regeringen ved, hvad der foregår, siger Kim Edberg Andersen, fødevare- og miljøordfører for Danmarksdemokraterne.

RITZAU