SVM-regeringen består af tre partier med forskellige værdier, og det er flere gange blevet tydeliggjort, at regeringens arbejde ofte er et resultat af kompromiser.

På torsdag skal regeringen imidlertid forholde sig til endnu et kompromis, når Folketinget skal behandle et forslag fra Danmarksdemokraterne.

Danmarksdemokraternes forslag handler om at forbyde flagning med udenlandske flag i Danmark.

En solomelding fra Moderaternes retsordfører, Tobias Grotkjær Elmstrøm, der går imod Venstres holdning på området, skaber nemlig nu offentlig tvivl om, hvad regeringen egentlig mener. Det skriver Politiken.

I mange år troede man, at det var forbudt at flage med udenlandske flag i Danmark – men i 2023 nåede Højesteret i en sag mod en borger, der havde flaget med et amerikansk flag, frem til, at der ikke var juridisk lovhjemmel til, at myndighederne kunne håndhæve et forbud.

Derfor skal Folketinget nu finde ud af, om man vil skabe den juridiske lovhjemmel.

»Indskrænkning af vores ytringsfrihed«

Og det er der altså tvivl om, om regeringen agter at stemme for.

Ifølge Politiken er Venstre for et forbud.

»I Venstre mener vi, at vi bør bibeholde den praksis, vi har haft i over 100 år, hvorefter det er Dannebrog, der vajer i Danmark,« skriver retsordfører Preben Bang Henriksen (V) til Politiken.

Omvendt er der usikkerhed om, hvad regeringskollegaerne i Moderaterne officielt mener. Det har partiet nemlig ikke taget stilling til endnu, oplyser retsordfører Tobias Grotkjær Elmstrøm.

»Men min personlige holdning er, at jeg er imod beslutningsforslaget. Fordi det er en indskrænkning af vores ytringsfrihed, og det er en grundsten i vores samfund og demokrati, at vi har de her frihedsrettigheder,« siger han til Politiken.

På det sociale medie X skriver han desuden »nej tak til symbolpolitik« fra blandt andre Danmarksdemokraterne.

Danmarksdemokraterne er ikke det eneste parti i Folketinget, der ønsker et flagforbud.

Også Dansk Folkeparti og De Konservative ønsker et forbud mod at flage med fremmede landes flag i Danmark.