Modepolitiet: Hvis dit slips var en politiker

Slips er mere end dekorative stofstykker bundet om halsen. De sender budskaber.

Anders Samuelsens slips signalerer ikke ligefrem oprør. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uha, der var nogen, der blev sure på Twitter, sidst vi skrev om kvindelige politikeres påklædning. Ville man skrive den slags om mænd, var det ikke bare nedladende, og jeg skal give dig skal jeg. Så værsåartig. En omgang mandlige politikere.

For efter en tur i Berlingskes fotoarkiv med billeder fra de seneste ugers valgkamp står det lysende klart, at de mandlige politikere i lige så høj grad som – ja, nærmest mere end – de kvindelige politikere bruger deres påklædning til at signalere, hvem de er, og hvad de vil.

Se bare, når Lars Løkke Rasmussen (V) viser ben i løbeshorts (flere gange, det er jo nærmest en vane), mens han krydser fingre for, at alle tænker »sund og sporty type«, mens Anders Samuelsen (LA) hopper i hættetrøjen i »Mads og Monopolet« og signalerer afslappet og ung med de unge, og Kristian Thulesen Dahl (DF) tager sig en visuel halv fridag i jeans.

Eller når de gode herrer tager slips på. Dette inderligt overflødige stykke stof, mænd har båret som en del af deres formelle påklædning siden 1920erne, hvor en kæk amerikansk skrædder klippede en trekant af den klassiske halsklud og dermed skabte det moderne slips, som kan andet end at give en anelse farve til habittens mørke. Det kan signalere, hvem bæreren er.

Til festen i forsamlingshuset

Se nu bare Morten Østergaard (R), der konsekvent bruger et smalt slips af den slags, rockmusikere brugte i 1950erne. Der er en lille bitte smule oprør i det slips, en anelse afstand til det alt for konservative, men stadig accept af, at det er uniformen. Det har lidt farlighed, men ikke for farligt. Det slips er en aperol spritz. En dans i Kødbyen. En tur til Hamburg.

Helt modsat Kristian Thulesen Dahl, der også slipsemæssigt er Morten Østergaards modsætning. Det er et slips til festen i forsamlingshuset, inklusive hotdogs til natmad og den lokale Orgel-Erling bag keyboardet. Det slips kan nynne med på »Så giver han nok en lille en«.

Lars Løkke hører til en anden slipseskole, for han bruger, når han ikke løber (i slankende sort), konsekvent bredere slips (hvilket er et godt valg. Et smalt slips på en bred krop får en bred krop til at se endnu mindre smal ud, og nok har Løkke tabt sig, men Bowie-tynd i 1970erne er han ikke endnu), gerne med diskrete mønstre som striber på skrå eller som til pressemødet i mørkeblåt med en anelse mønster. Aldrig vovet, altid i orden. Hvis det slips var en bil, var det en Volvo stationcar.

Anders Samuelsen går også med slips. Ikke ofte, han er glad for både skjorteærmer, hættetrøje og såmænd også for at vise sig frem i løbetøj (perfekt når tidens bedste statussymbol er en ironman), men naturligvis går han af og til i slips, for det gør man(d), når man skal noget alvorligt, og Anders Samuelsen gør ikke oprør. Så det perfekte er et ikke for bredt slips i ensfarvet eller som her med en anelse mønster i samme farve som slipset. Det er en perfekt måde at signalere, at man nok ved, hvad koderne er – og hvornår man går med slips – men at man ikke er helt som de andre. Lige præcis så rebelsk som at sige, at man faktisk godt kan lide oversøisk vin, mens man skåler i Bourgogne.

Han er Søren Pape Poulsens (K) modsætning. For Pape dyrker det klassiske gående mod det sikre. Mosgrønt og solidt og bredt. Det ensfarvede slips er det sikre og ufarlige valg, som er nydeligt til stort set alt. Det signalerer ikke overmod og pyntetrang, men driftssikkerhed. En musselmalet kop om halsen. Ingen bliver bange af det slips.