Mistillid, valgtrusler og en mystisk dag: Striden om landbrugspakken fortalt gennem 30 citater

Midt i februar stod en række topforskere frem og kritiserede regeringens landbrugspakke. Derfra tog sagen fart.

RB PLUS Løkkes blå problemer lurer fortsat derude- - Høring med Eva Kjer Hansen i Folketingssalen d. 25. februar 2016- - Se RB 28/2 2016 14.58. Efterdønningerne af Eva Kjer Hansen-sagen har ikke lagt sig endnu, og selv om blå blok forsøger at kigge fremad, er idyllen til at overse. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Sagen om den omstridte landbrugspakke, der endte med at koste miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen ministerposten, begyndte på forsiden af en avis i midten af februar.

Her får du de vigtigste citater fra striden og dens hovedpersoner.

13. februar.
»I en forskningsmæssig sammenhæng ville vi blive slået ihjel.«

Jørgen E. Olesen, professor ved Aarhus Universitet og sektionsleder for Klima og Vand ved Institut for Agroøkologi, er en af de topforskere, som i Berlingske advarer om forkerte tal i landbrugspakken.

Det er her, sagen begynder at rulle.

13. februar.
»Er vi blevet fremlagt noget, som er vildledende, bliver jeg tosset. Så vil vi selvfølgelig reagere.«

De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, reagerer på udmeldingen fra forskerne.

13. februar.
»Jeg må indrømme, at jeg er chokeret. Det er fuldstændigt vanvittigt, at en minister på den måde vildleder Folketinget og samtidig misbruger forskernes tal.«

De fem oppositionspartier vil have miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen (V) til at forklare, hvordan hun regner sig frem til, at en ny landbrugspakke er gavnlig for miljøet. En af dem er Lisbeth Bech Poulsen, miljø- og fødevareordfører for SF, som Ritzau her har fanget.

Ministeren afviser - alt er lagt frem

14. februar.
»Jeg har hverken vildledt eller givet ukorrekte oplysninger. Jeg har fuldt ud lagt frem, hvad det er for nogle tal, vi har baseret os på, og hvad det er for nogle valg, der har været truffet.«

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen afviser kritikken af tallene i landbrugspakken.

14. februar.
»Jeg vil ikke føle mig forpligtet til at stemme for en pakke, hvis vi er blevet fodret med forkerte tal.«

De Konservatives Rasmus Jarlov truer i Berlingske med at trække støtten til landsbrugspakken.

De seks eksperter og de anonyme embedsmænd

21. februar.
»Ministeriets regnestykke inddrager effekter fra tidligere år, og det er efter min mening ikke retvisende, hvis man vil vise kvælstofeffekten for landbrugspakken i de enkelte år.«

Svend Christensen, professor og institutleder ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, er en af seks eksperter, som i Berlingske vurderer, at regeringen har et metodisk forklaringsproblem.

22. februar:
»Alle i ministeriet har fra start vidst, at summen af at fjerne gødningsnormen, randzonerne og ændre reglerne for jordbearbejdning var problematisk i forhold til direktiverne. Men alle undlod også at undersøge, om det var i strid med direktiverne. Det var fra start en bunden opgave at få virkeligheden til at passe til det politiske projekt,«

Flere anonyme embedsmænd fortæller i Berlingske, hvordan processen bag landbrugspakken var forhastet og blev gennemført, selv om man var klar over, at den sandsynligvis var i strid med EU-regler.

Da ingen rakte hånden op

23. febraur.
»Er der nogen, der kan forsvare ministerens udtalelse om, at der vil være et grønt plus som følge af landbrugspakken i år 2016, 2017 og 2018?«

Socialdemokraternes miljøordfører, Simon Kollerup, stiller spørgsmålet til syv indkaldte forskere under en høring om landbrugspakken på Christiansborg. Ikke én eneste rakte hånden i vejret eller nikkede ja til spørgsmålet.

23. februar.
»Jeg skal gerne medgive, at det havde været fint, hvis der havde været en lille stjerne i tabellen.«

Eva Kjer Hansen medgiver på samrådet, at det havde været fint med en "lille forklarende stjerne" i beregningerne bag landbrugspakken, så miljøeffekten havde stået klarere.

Pape og tilliden, der blev væk

23. februar.
»Ministeren har ikke gjort det nemmere for sig selv.«

De Konservatives Rasmus Jarlov er skuffet over miljøministerens svar eller mangel på samme under samrådet.

23. februar.
»Ministeren har ikke levet op til sit ansvar trods gentagne opfordringer. Derfor har vi ikke længere tillid til ministeren.«

På et pressemøde hos de Konservative klokken 20 gør partiets formand, Søren Pape Poulsen, det klart, at K har mistet tilliden til ministeren.

23. februar.
»Har indkaldt lederne af de blå partier til møde i aften kl 21. Så må vi se om regeringen fortsat har flertal til at være regering...«

Midt under pressemødet hos Pape tikkede en kryptisk besked fra Lars Løkke Rasmussen ud på både Twitter og Facebook.

En udmelding, der satte spekulationer om mulighederne for et kommende valg i gang.

23. februar.
»Jeg kan konstatere, at vi har været igennem en meget, meget mystisk dag på Christiansborg,«

Kristian Thulesen Dahl da han senere forlod mødet hos Løkke samme aften.

Det Konservative klaver

23. februar.
»Det er sådan, at Det Konservative Folkeparti har bragt det borgerlige Danmark ud i en krise.«

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll efter samme møde.

24. februar.
»Sådan spiller klaveret ikke. Når man har et flertal imod sig i Folketinget, så er der kun én mulighed. Og det er at stoppe.«

Fra morgenstunden dagen efter mødet hos Løkke holder Pape fast i den udlægning, da han bliver interviewet om de dramatiske begivenheder aftenen forinden. Det sker hos TV 2 i Go' Morgen Danmark.

24. februar.
»Har den mistillid virkelig en sådan karakter, at den ikke kan overvindes? Har den mistillid virkelig en sådan karakter, at den skal føre til at det borgerlige samarbejde kører fast?«

»Nu står vi i sandhed i en skæbnestund. Med noget af en gordisk knude.«

»Det forekommer mig ikke særligt attraktivt at hugge den gordiske knude over. Og derfor er spørgsmålet, om det egentlig ikke måske er bedre at prøve at løse den. Det vil jeg i hvert fald gerne give et forsøg. Jeg vil gerne række hånden frem til de Konservative. Se, om der er mulighed for at forhandle en løsning i mindelighed.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.

Her gør han det klart, at han ikke vil trække tæppet væk under sin minister, men i stedet vil han forsøge at løse konflikten i dialog med de andre partiledere i blokken.

 

24. feburar.
»Vi har lige diskuteret det. Vi føler fortsat, at vi står i en meget uafklaret situation. Så længe, vi ikke ved, hvem der skal gennemføre det, vi snakker om, føler vi ikke, at det giver mening. Vi vil på den baggrund gerne afslutte samrådet.«

Socialdemokraternes miljøordfører, Simon Kollerup, fører ordet, da rød blok afbryder et samråd med Eva Kjer Hansen.

24. februar.
»Jeg er rigtig glad for chefens tillid til mig.«

Eva Kjer Hansen har noteret opbakningen fra Løkke, siger hun i forbindelse med samrådet.

Tippet fra Jelved

24. februar.
»Skal jeg fortælle dig, hvordan man vælter en minister? Jeg fyrede engang Fogh. Det foregik på den måde, at jeg ringede til Schlüter i hans ministerbil og sagde, at jeg ikke længere havde tillid til Fogh, så gik Fogh af,«

De Radikales Marianne Jelved fortæller på Christiansborgs gange til Pape, hvordan man vælter en minister.

24. februar.
»Enten finder vi en løsning, eller også bliver der folketingsvalg. Sådan er mulighederne vist, som jeg har forstået.«

DF-formand Kristian Thulesen Dahl på vej ind til møde med Lars Løkke Rasmussen.

24. februar.
Ligger det fuldstændigt fast, at hvis der kommer et mistillidsvotum til afstemning, så vælter I hende?

»Ja, det er jo det, vi har sagt hele tiden. Det er jo ikke ændret. Vi har jo ikke fået tillid til hende, fordi vi har været til et møde hos statsministeren, så enkelt er det ikke.«

Søren Pape Poulsen efter mødet hos Løkke.

25. februar.
»Folketinget kan konstatere, at miljø- og fødevareministeren har givet indtryk af, at miljøregnskabet er bedre, end det reelt er. Ministeren har ikke givet et retvisende billede af konsekvenserne af Fødevare- og Landbrugspakken. På den baggrund udtrykker Folketinget mistillid til miljø- og fødevareministeren.«

En samlet rød blok fremsætter et mistillidsvotum mod miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen. De Konservative tilslutter sig udmeldingen.

25. februar.
»Jeg kender udmærket positionerne. Får det mig til at afskedige min minister? Nej. Det gør det ikke. Så er der et lidt mere sandsynligt udfaldsrum. Det er at udskrive et folketingsvalg,«

Løkke trækker fronterne op forud for »forsoningsmødet« med partilederne i blå blok.

25. februar.
»Der er ikke fiflet med tal eller fremlagt forkerte tal. Der er ikke manipuleret. Jeg har lagt alle tal åbent frem.«

Eva Kjer Hansen fastholder, at alt er lagt korrekt frem, da Folketinget vedtager landbrugspakken i Folketinget.

25. februar.
»Jeg har meget svært ved at se, at vi sidder og laver en tillægsaftale med forbedringer af miljøet, og så kører det i næste uge fortsat med mistillid til Eva Kjer,«

Thulesen Dahl kan ikke se en tillægspakke til landbrugspakken uden Eva Kjer Hansen ved roret, forklarer DF-formanden i forbindelse med mødet.

Samme eftermiddag mødes de blå partiledere på Marienborg til et møde om den anspændte situation. De forlader mødet sent uden kommentarer til pressen.

27. februar.

»Der er ingen tvivl om, at vi fortsat støtter statsministeren og Venstre-regningen, men ikke miljø- og fødevareministeren - ej heller på en anden ministerpost, som nogle har været spekuleret i. Ender det med et folketingsvalg, vil det alene være Lars Løkke Rasmussens beslutning og ansvar.«

Vi har haft gode drøftelser med statsministeren og de øvrige blå partier i løbet af det sidste halvandet døgn på...

Opslået af Søren Pape Poulsen på 26. februar 2016

Lørdag morgen - efter et sent møde fredag med statsministeren - gør Pape det endegyldigt klart, at partiet ikke kommer til at skifte holdning til Eva Kjer Hansen.

27. februar.
»Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg trækker mig fra posten som miljø- og fødevareminister.«

Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg trækker mig fra posten som miljø- og fødevareminister. Jeg har været...

Opslået af Eva Kjer Hansen på 27. februar 2016

Eva Kjer meddeler, at hun trækker sig. Det gør hun både i en pressemeddelelse og på Facebook.

27. februar.
»Jeg vil hellere tabe ansigt end tabe hovedet.«

Løkke forklarer i et interview med TV 2 News, hvorfor han undlod at udskrive valg og i stedet accepterede, at Eva Kjer Hansen gik af som minister.

27. februar.
»Det svarer lidt til, at jeg sidder derhjemme med Solrun en morgen og drak morgenkaffe, og når jeg så kom hjem om aftenen, så var hun flyttet og skilsmissen eksekveret. Det ville jeg personligt blive meget skuffet over, at vi ikke inden da havde vekslet nogle ord om, om det skulle komme så vidt«.

I samme interview forklarer Løkke, hvordan han blev særdeles overrasket, da Søren Pape - ifølge Løkke - ud af det blå gjorde det klart, at de Konservative ikke længere havde tillid til Eva Kjer Hansen.

27. februar.
»I lyset af de meget frugtbare samtaler, jeg i de seneste døgn har haft med de tre partier, der står bag regeringen, har jeg taget Eva Kjer Hansens beslutning til efterretning. Det betyder, at jeg efter weekenden vil gå til Hendes Majestæt Dronningen med henblik på at udnævne en ny miljø- og fødevareminister.«

Jeg har med meget stor beklagelse modtaget miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens beslutning om at træde tilbage...

Opslået af Lars Løkke Rasmussen på 27. februar 2016