Mints papfar tager hatten af for politikere trods udvisning

Frank Thøgersens familie blev splittet på grund af dansk udlændingelov. I dag er han politikerne taknemmelig.

Frank Thøgersens papdatter Atcharapan Mint Yuangyai blev sidste år tvunget til at forlade Danmark, da hun ikke levede op til kriterier om familiesammenføring. Nu ser lovændring ud til at blive familiens redning. (Arkivfoto). Nils Meilvang/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den danske udlændingelov var for godt et år siden årsagen til, at Frank Thøgersens papdatter, Atcharapan »Mint« Yuangyai, blev tvunget til at forlade Danmark.

Under stor mediebevågenhed blev den dengang 13-årige pige udvist, fordi hun ikke levede op til kravene for familiesammenføring.

Men i stedet for at være bitter over, at dansk lovgivning splittede hans familie i mere end et år, er Frank Thøgersen i dag glad og taknemmelig.

»Jeg har ikke mistet troen på politikerne. Tværtimod synes jeg, det er fantastisk, at man som almindelig borger - godt nok med hjælp fra medierne - kan ændre noget, som gør det godt for os og mange andre familier,« siger han.

Mints og mange andre børns skæbne var torsdag omdrejningspunktet, da Folketinget tog hul på behandlingen af en ændring af udlændingeloven.

Med ændringen vil børnene med stor sandsynlighed få medhold, når de næste gang ansøger om en familiesammenføring.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) indrømmede, at nogle familier er kommet i klemme i regler, der blev indført i 2016.

Men selv om der er gået mere end et år, siden Mint blev tvangsudvist til Thailand, har Frank Thøgersen i dag kun respekt til overs for politikerne.

»Man kan selvfølgelig godt tænke, hvorfor der skal gå et helt år, før man retter en fejl, som politikerne jo også selv erkender.«

»Men det er fantastisk, at der nu sker noget. Og man må tage hatten af for politikerne, der ikke bare har stukket hovedet i jorden og sagt, at sådan er loven bare,« siger han.

Selv om der er udsigt til at solidt flertal for at ændre loven, så er det ifølge Frank Thøgersen stadig for tidligt at fejre familiens genforening.

»Nogle har spurgt, om vi skal holde en fest, og jeg har sagt, at det skal vi nok, når der kommer et sygesikringsbevis.«

»Vi er foran på point i øjeblikket, men man har set før, at der er kommet en knockout til sidst,« siger han.

/ritzau/