Ministre i minefeltet

Kort efter Christian Friis Bachs exit anklages justitsminister Morten Bødskov og socialminister Annette Vilhelmsen for vildledning og misinformation af Folketinget. Thornings momentum er væk.

Justitsminister Morten Bødskov er kommet i politisk modvind i kølvandet på PET-chef Jakob Scharfs farvel. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SRSF-regeringen er inde i en grim stime.

Den nu forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach nåede dårligt at komme ud af kontoret på Asiatisk Plads – efter at have misinformeret om rejsereglerne i GGGI – før nye anklager om vildledning og misinformation begyndte at fyge gennem Borgen.

Socialminister og SF-formand Annette Vilhelmsen synes at have kortsluttet al normal forvaltningspraksis i sin iver efter at begunstige den sociale entreprenør Lisbeth Zornig Andersen.

Ministeren blamerede sig først i et TV-klip, da hun gav Zornig en krammer og proklamerede, at Zornig da skulle have en million til et projekt. Siden har Vilhelmsen rodet sig ud i usammenhængende og modstridende forklaringer om, hvordan millionen blev skaffet til veje og givet til Zornig fra Socialministeriet.

Langt ind i Enhedslisten gør det ondt at holde hånden over en minister, som har handlet så amatøragtigt og overtrådt alle spilleregler, men i Liste Ø er man ikke meget for at fælde søsterpartiets leder. Og derfor står Vilhelmsen til at overleve.

Bødskov i ilden

Mere udsat er justitsminister Morten Bødskov, som skal præstere et stærkt forsvar over for retsudvalget, hvis han skal beholde sit job. Kan det dokumenteres, at han har vildledt eller fejlinformeret i sagen om PET-chef Jakob Scharfs forsøg på at forhindre Pia Kjærsgaard i at besøge fristaden Christiania, ja så risikerer topsocialdemokraten snart at skulle skrive forhenværende minister på sit visitkort.

Skæbnetimen venter på et samråd, hvor Bødskov vil blive grillet af både blå blok og Enhedslisten. Og det styrker ikke ministeren, at han i udgangspunktet allerede har trukket over på kreditten i blå lejr og hos støttepartiet.­

I de sidste dage har især DF trukket blankt.

Ved ugens begyndelse offentliggjorde Kristian Thulesen Dahl således et ugebrev med en overskrift, som ikke var til at misforstå: »Bødskov bør snart være forhenværende justitsminister,« lød det.

I brevet undrer Thulesen Dahl sig over, at Bødskov blev ved med at støtte PET-chefen, selv om efterretningstjenesten befandt sig i en massiv ledelseskrise og var præget af voldsom indre splid, ligesom DF-lederen udtrykte sin harme over, at PET-chefen havde arbejdet aktivt for at forhindre Pia Kjærsgaard i at komme på det ønskede besøg i fristaden Christiania sammen med Folketingets retsudvalg.

I ugebrevet oplister Thulesen Dahl derudover en række sager, som alle handler om, hvordan justitsministeren – efter DFs mening – har fejlet. Ifølge Kristian Thulesen Dahl har ministeren snorksovet, mens danske statsborgere med udenlandsk baggrund er rejst til Syrien for at kæmpe i en borgerkrig, hvor de trænes i omgang med våben og risikerer at blive radikaliserede i deres tankegang. Hvilket i næste omgang gør dem til en potentiel trussel mod sikkerheden i Danmark, når de vender tilbage hertil.

DF-lederen udtrykker også sin utilfredshed med, at der ikke har været styr på de illegale indvandrere, der er kommet ind i Danmark via Københavns Lufthavn.

Endelig åler Thulesen den trængte minister for at have holdt omverdenen for nar, da han i sit forsvar for den udskældte offentlighedslov hævdede, at der blev større offentlighed omkring de offentligt ejede selskaber. Forleden dokumenterede Morgenavisen Jyllands-Posten imidlertid, at en lang række af selskaberne de facto undtages for reglerne om aktindsigt.

Listen over DFs kritikpunkter er lang, og Thulesen Dahl sluttede med at konstatere, at Morten Bødskov har været en svag justitsminister. Torsdag satte DF-ledelsen yderligere trumf på ved at konstatere, at nationen har brug for en ny justitsminister.

Sagen er, at DF-ledelsen ikke længere tror på ministeren.

Kritikken mod Bødskov er også vokset i de øvrige blå partier, og kommer han ikke med overbevisende forklaringer om få dage, vil de borgerlige partiledere være parat til at trække stikket uden at blinke.

Enhedslisten er skeptisk

Afgørende for ministerens politiske liv, bliver dog reaktionen hos Enhedslisten.

Også her er tilliden til Bødskov på nulpunktet, og partiets retsordfører, Pernille Skipper, har for længst gjort det klart, at der er tale om en ekstremt alvorlig sag, hvis ministeren har vildledt eller misinformeret Folketinget.

Partiet vil først afgøre ministerens skæbne, når Bødskov har forklaret sig i samrådet, men problemet for Bødskov er, at han heller ikke til venstre i folketingssalen kan regne med megen goodwill.

Dels er Enhedslisten lige nu krigerisk indstillet overfor regeringen, efter at partiet blev hældt ned af brættet i 11. time i forhandlingerne om finansloven for 2014. Dels har partiet længe været særdeles kritisk indstillet overfor Bødskovs indsats som justitsminister, men vel at mærke fra et helt andet politisk udgangspunkt end Kristian Thulesen Dahl & Co.

Mens DF er utilfreds med, at Bødskov har vist sig »uhørt svag« i udlændingepolitikken i almindelighed og i udvisningssagerne i særdeleshed, såtvivlen med Kristian Thulesen Dahls ord kommer »kriminelle udlændinge til gode«, ser Enhedslisten Morten Bødskov som en ufølsom strammer.

Enhedslisten havde håbet på en opblødning af VKO-alliancens udlændinge- og retspolitik fra nullerne, da SRSF-regeringen blev dannet i 2011 – men partiet er blevet skuffet.

Senest kom Johanne Schmidt-Nielsen og den øvrige partitop i Enhedslisten op i det røde felt, da Bødskov igen og igen fastholdt, at den syvårige Im skulle forlade Danmark og rejse til Thailand med sin mor, efter at hendes stedfar var død af kræft. Først da regeringstoppen greb ind, skiftede Bødskov kurs – som den sidste.

Midt i et minefelt

Måske overlever Morten Bødskov, men i så fald vil han kun være på tålt ophold i Justitsministeriet, og han vil fremover blive fulgt af en vagtsom og kritisk opposition til både højre og venstre.

Midt i belejringen kan han dog glæde sig over, at chefen sætter ham højt.

Da Helle Thorning-Schmidt i foråret 2005 duellerede mod Frank Jensen i kampen om at blive ny S-formand, blev hun støttet af Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, som reelt orkestrerede og styrede kampagnen for deres grønne formandskandidat.

Siden har relationen været stærk, og efter regeringsdannelsen i 2011 har Morten Bødskov til punkt og prikke efterlevet regeringschefens ønske om at forhindre, at de Radikale og SF fik skabt et billede af SRSF-regeringen som »slappere« i udlændinge- og retspolitikken.

Derudover har Bødskov konstant udvist en stålsat loyalitet overfor Thorning, også når hun har været allermest trængt, og de øvrige ministre har haft travlt med at lægge distance til statsministerens lederskab og manglende evne til at fastholde S-vælgerne.

Overlever Morten Bødskov stormløbet fra oppositionspartierne i de kommende dage, kan det godt være, at han alligevel snart flyttes væk fra Justitsministeriet af sin regeringschef. Men så bliver de ikke som led i en straffe­aktion eller en degradering. Tværtimod nævnes han på Christiansborg som et bud på en kommende dansk EU-kommissær, ligesom han ventes at være i spil til nye ministerier ved en kommende rokade. Pointen er blot, at det vil ske, fordi Thorning vil sikre, at Bødskov får et nyt liv som minister – og ikke fordi hun vil afslutte det.

Mens Morten Bødskov er omgivet af fjender eksternt, er støtten internt mere end intakt.

Først om få dage ved vi, om Morten Bødskovs karriere som justitsminister står til at redde. Ministeren mener selv, at han har handlet rigtigt. Han afviser, at han kunne give retsudvalget fuld besked om, at der eksisterede en trussel mod DF-lederen, hvis besøget på fristaden skulle have været gennemført som planlagt. Havde han gjort det, ville han have risikeret at kompromittere politiets og efterretningstjenestens kilder. Han mener også, at der var god grund til at aflyse det oprindelige besøg:

»Hvis man skulle kritisere mig for noget, så skulle det være, hvis jeg havde holdt den her viden for mig selv.«

Spørgsmålet er, om retsudvalget køber forklaringerne.