Ministre følger ikke Statsministeriets Facebook-regler

Et notat, udarbejdet af Statsministeriet, skal sikre, at ministrenes aktiviteter på sociale medier følger lovgivningen. Men mange ministre overholder ikke retningslinjerne.

Arkivfoto. Et notat, udarbejdet af Statsministeriet, skal sikre, at ministrenes aktiviteter på sociale medier følger lovgivningen. Men mange ministre overholder ikke retningslinjerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOIC VENANCE

Det er ikke så enkelt at være minister på de sociale medier.

For som øverste chef for deres ministerier er alle aktiviteter omfattet af blandt andet forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven.

Derfor har Statsministeriet udarbejdet et 11 sider langt notat, som skal sikre, at lovgivningen bliver fulgt på ministrenes Facebook-sider. Det er dog langt fra alle ministrene, der følger Statsministeriets retningslinjer på de sociale medier, skriver Jyllands-Posten.

For eksempel skal ministrene journalisere og tage notat af relevante borgerhenvendelser, ligesom det heller ikke er tilladt at dele politisk materiale fra partiet eller emner, som ligger ud over deres ministeransvarsområde.

I det 11 sider lange notat bliver det gjort klart, at man som alternativ må have en privat profil på Facebook, hvor borgere ikke kan være i tvivl om, at de ikke er i minister-rollen.

Ifølge avisen er det kun socialminister Manu Sareen (R), der har vendt tilbage efter Jyllands-Posten har henvendt sig. Adspurgt om han kunne forestille sig at oprette en ministerprofil, som adskiller sig fra hans private, svarer han:

»Ja. Det er jo nogle af de tanker, som de også gør sig i ministeriet om, hvordan vi skal kommunikere. Jeg har bare valgt denne løsning, fordi det var det, der fulgte med, inden jeg blev minister. Der var jeg på Facebook som Manu, og så følger det bare med.«