Ministers partifælle ser med bekymring på regeringens storstilede reform: »Så har vi et kæmpe problem«

Uddannelsesministeriets egne beregninger sår tvivl om en af forklaringerne bag den stort anlagte reform af uddannelsesområdet, mener ordfører fra ministerens eget parti, Moderaterne. Samtidig giver han et indblik i intern uenighed i SVM-regeringen.

Rasmus Lund-Nielsen anerkender, at han med udmelding på et helt afgørende område udtrykker bekymring omkring sin egen regerings reform. Han mener dog ligeledes, at reformen har et enormt potentiale, hvis den stykkes rigtigt sammen. Søren Bidstrup

Midt i en højspændt debat om SVM-regeringens storstilede reform af hele uddannelsesområdet møder Mette Frederiksen & Co. nu modstand fra uventet kant.

I forvejen er regeringens længe ventede udspil til en reform af de videregående uddannelser blevet kritiseret af universiteter, eksperter og store dele af oppositionen. Udspillet gør på den ene side danske unge mindre uddannede og løser på den anden side ikke de akutte problemer med manglen på sygeplejersker, pædagoger og erhvervsuddannede, har kritikken lydt.