Minister ville holde hånden under trængt erhverv, men beskyldes for »uacceptabel adfærd« – nu skal hun stå skoleret

Kulturminister Joy Mogensen (S) indkaldes i samråd om hjælpepakkerne, som skulle spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under landets store festivalarrangører. Et vigtigt erhverv er efterladt på perronen, siger De Konservative.

Kulturminister Joy Mogensen (S) afkræves en forklaring om forløbet bag hjælpepakkerne til landets store musikarrangører. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med kulturminister Joy Mogensens (S) egne ord skulle en økonomisk hjælpepakke give landets store musikfestivaler »ro i maven«, hvis coronapandemien for andet år i træk medførte en aflysning af de store arrangementer.

Men hjælpen har været så længe undervejs, at ministerens redningskrans ifølge flere festivalarrangører har haft den stik modsatte effekt med store konsekvenser til følge.

Forløbet bag hjælpepakken får Venstre og De Konservative til at kalde kulturministeren i samråd.

Ifølge Birgitte Bergmann, kulturordfører hos De Konservative, er forløbet uacceptabelt.

»Det er nølen og en uacceptabel adfærd over for et vigtigt erhverv i Danmark. Det er mangel på respekt,« siger hun.

15. marts indgik et bredt flertal en aftale, som skulle sikre, at festivalerne frem mod sommerens arrangementer kunne indgå aftaler med kunstnere, teknikere og andre leverandører.

I tilfælde af aflysning – som det er sket nu – ville leverandørerne være sikret økonomisk kompensation. Men aftalen var i midten af maj – altså kort efter festivalerne blev aflyst – endnu ikke udmøntet.

En række af landets største festivaler udtalte i sidste uge til Berlingske, at den lange ventetid har medført, at man i en række tilfælde ikke har indgået kontrakter med leverandører.

»Vi ventede uge efter uge. Nu er der gået måneder, og der er stadig ikke sket noget. Det er fuldstændig galimatias, at aflysningen af festivalerne kom, inden hjælpepakken overhovedet blev udmøntet, når den politiske intention netop var at give os et sikkerhedsnet,« sagde Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest i Skanderborg.

Ministeren må forholde sig til forløbet, mener De Konservative.

»Problemet er, at der er gået hulens lang tid, inden bekendtgørelsen kommer. Der er jo ingen festivalarrangører, der med den mindste ansvarlighed har lavet aftaler med leverandører, og nu er de efterladt på perronen og ser ned i en dyb afgrund,« siger hun.

Det er Erhvervsministeriet, der er ansvarlig for udmøntningen af hjælpepakkerne, men partierne kalder kulturministeren i samråd, fordi de har forhandlet med hende.

Kulturministeriets presseafdeling oplyser, at både kulturminister Joy Mogensen og erhvervsminister Simon Kollerup vil deltage i samrådet.

Erhvervsministeriet har tidligere oplyst til Berlingske, at den manglende udmøntning af aftalen fra marts 2021 skyldes, at man har afventet statsstøttegodkendelsen og beslutningen om at forlænge forsamlingsforbuddet. Men det burde ikke have forhindret festivalerne i at indgå kontrakter med deres leverandører, oplyste Erhvervsministeriet.

»Det blev også bekræftet på efterfølgende orienteringsmøder. Der blev ikke efterfølgende modtaget yderligere spørgsmål herom, hvorfor både Erhvervsministeriet og Kulturministeriet var og er af den overbevisning, at muligheden for at fortsætte planlægningen, herunder indgå kontrakter med leverandører, stod og står helt klar,« lyder det fra Kulturministeriet.

Festivalen Smukfest afviste dog udlægningen – blandt andet med henvisning til, at man er blevet rådgivet juridisk til at vente på selve udmøntningen af aftalen.