Minister vil afdække omfang af omvendelsesterapi i Danmark

Mogens Jensen vil se på eventuelt behov for lovregulering af omvendelsesterapi af for eksempel homoseksuelle.

Ligestillingsminister vil finde ud af, hvor udbredt omvendelsesterapi er i Danmark. I Tyskland er det reguleret ved lov. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Omvendelsesterapi er reguleret ved lov i Tyskland, og nu vil ligestillingsminister Mogens Jensen (S) finde ud af, om lignende tiltag skal i brug i Danmark.

Først og fremmest skal det ske med en undersøgelse, fortæller ministeren. Den sætter han nu i gang for at afdække omfang og udbredelse af det, han kalder "en forfærdelig praksis".

- Det er at sammenligne med psykisk og i nogle tilfælde også fysisk vold på grund af seksualitet eller kønsidentitet. Men vi har ikke særlig meget viden om, i hvilket omfang det anvendes i Danmark.

Konkret går omvendelsesterapi ud på, at man forsøger at få eksempelvis homoseksuelle til at blive heteroseksuelle eller ciskønnede (personer, der identificerer sig med det køn, de biologisk er født med, red.) ved brug af forskellige metoder.

Mogens Jensen erkender, at beretningerne om omvendelsesterapi i Danmark indtil nu er anekdotiske. Medier har fortalt om enkelte episoder. Selv er ligestillingsministeren bekendt med et tilfælde, der ligger "en del år" tilbage.

I en undersøgelse af LGBT-personers vilkår, der blev udgivet tidligere på året, svarede 24 procent af de respondenter, som havde oplevet en negativ reaktion på at være åben om seksualitet eller kønsidentitet, at de havde oplevet forsøg på at omvende dem.

Der er dog stor forskel på alvorsgraden. Nogle respondenter har fået en kommentar om, at eksempelvis deres homoseksualitet "bare er en fase". Andre har oplevet decideret omvendelsesterapi.

- Derfor ønsker jeg mere systematisk at indsamle viden om, hvorvidt det er noget, vi ser nogle steder, og om nogen har kendskab til det, så vi kan vurdere, om der er behov for også at lave konkrete tiltag i Danmark, siger Mogens Jensen.

Mogens Jensen henviser til Tyskland, hvor man har indført et forbud mod omvendelsesterapi rettet mod personer under 18 år. Er det rettet mod en person over 18, skal vedkommende give samtykke. Lidt længere væk fra Danmark har Mexico City indført straf på op til fem års fængsel for omvendelsesterapi.

Mogens Jensen er ligeledes i kontakt med Norge, hvor regeringen lige nu afsøger mulighederne for lovregulering på området.

Den danske undersøgelse forventes færdig i foråret 2021.

/ritzau/