Minister undsiger rapport om 20.000 færre offentligt ansatte

Ifølge tænketanken Kraka vil trekløverregeringens politik betyde markant færre offentligt ansatte i 2025.

Finansminister Kristian Jensen (V) er glad for den store interesse for regeringsgrundlaget. Men han ville ønske, at det blev nærlæst.

Han anerkender ikke tænketanken Krakas beregninger, som viser, at der med det nye regeringsgrundlag vil være markant færre hænder i den offentlige sektor i fremtiden.

Såfremt den politiske plan bliver ført ud i virkeligheden vel at mærke.

Ifølge Kraka vil der være mellem 15.000 og 20.000 færre offentligt ansatte i 2025 i forhold til i dag.

Men det afviser finansministeren, for tallet er grebet ud fra en sætning i regeringsgrundlaget og er ikke dækkende for regeringens politik, lyder det.

- Det er en forkert beregning. Der står i regeringsgrundlaget, at vores udgangspunkt er 0,3 procent i vækst. Derudover kommer der indsats til sikkerhed, hvor vi har sagt, at både politi og forsvar skal øges, siger han.

Når der afsættes penge til politi og forsvar, vil det altså medføre flere offentligt ansatte på de to områder, hvilket opvejer væksten på 0,3 procent ifølge finansministeren.

- Derudover kan der komme mere i offentlig vækst, hvis vi kan gennemføre de reformer, der giver et skifte fra overførselsindkomster til offentligt forbrug, siger han.

I regeringsgrundlaget lægger trekløverregeringen op til en vækst i det offentlige forbrug på 0,3 procent om året. Det er væsentligt mindre end i dag.

Tages der højde for befolkningsudviklingen, vil det ifølge Kraka kræve mellem 20.000 og 25.000 flere offentligt ansatte, end hvad regeringsgrundlaget bebuder.

- Tager man en del af en matematisk ligning uden at tage resten, får man selvfølgelig et forkert resultat. Kraka har regnet på én del af regeringsgrundlaget og ikke resten, og derfor får de et forkert resultat, siger Kristian Jensen.

Spørgsmål: Kommer der færre offentligt ansatte, hvis man følger regeringsgrundlaget?

- Det kommer an på, i hvor høj grad man får lagt om fra SU til bedre uddannelser. I øjeblikket bruger vi rigtig mange penge på forsørgelse i uddannelsessektoren og ikke så mange penge på kvalitet og undervisning.

Spørgsmål: Lægger I op til, at der kommer færre offentligt ansatte?

- Nej, vi lægger op til, at vi har en basisvækst på 0,3. Oven på den kommer en række elementer, som gør, at den offentlige vækst ender over 0,3, siger Kristian Jensen.

/ritzau/