Minister tager afstand fra undervisningsmateriale om jihad

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har Nordvest Privatskole i København under skærpet tilsyn.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har Nordvest Privatskole i København under skærpet tilsyn. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

København. Efter fund af blandt andet undervisningsmateriale om jihad er Nordvest Privatskole i København sat under skærpet tilsyn.

Om skolen risikerer at blive lukket, vil undervisningsminister Merete Riisager (LA) ikke tage stilling til endnu.

Men i et folketingssvar skriver hun:

»Det er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der fører tilsyn med, om de frie grundskoler overholder de fastsatte krav i lov om friskoler og private grundskoler med videre, og styrelsen er nu i fuld gang med at udføre tilsyn med Nordvest Privatskole i København.«

»Generelt kan jeg sige, at vi har et ansvar over for elever i vores skoler og over for vores samfund til at sikre, at eleverne bliver demokratiske medborgere, og jeg finder det dybt alvorligt, hvis en skole for eksempel anvender undervisningsmateriale om jihad.«

Det er folketingsmedlem Naser Khader (K), der har stillet ministeren spørgsmål om skolen. Han vil også høre, om ministeren mener, at skolen bør lukkes helt

»Nu skal styrelsen først have mulighed for at gøre sit tilsyn færdigt, inden der tages stilling til, om skolen eventuelt skal lukkes.«

»De frie grundskoler er en vigtig og stærk dansk skoleform. Men det er helt afgørende, at de leverer skole på et fuldt demokratisk grundlag, hvor blandt andet ligestilling, frihed og folkestyre er i højsædet,« skriver Riisager.

/ritzau/