Minister tager afstand fra »besynderligt« brev fra a-kasse

Magistrenes A-kasse må tage ansvar, lyder opfordringen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, efter a-kassen har sendt et brev til sine ledige medlemmer, hvor man nedtoner akutpakkens effekt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har ikke meget til overs for det brev, som Magistrenes A-kasse har sendt til sine cirka 1.100 ledige medlemmer.

I brevet, som søndag kom frem i DR2-programmet »På den 2. side«, tager a-kassen afstand fra akutpakken, der skal hjælpe de tusindvis af langtidsledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår.

- Akutpakken kan i sin retorik give indtryk af, at du som ledigt medlem nu kan forvente, at vi har et job til dig. Det har vi nok desværre ikke, skriver a-kassen blandt andet i brevet, der bliver kaldt »besynderligt« af beskæftigelsesministeren.

- Jeg må sige, at det brev fra Magistrenes A-kasse hverken signalerer eller emmer af, at man gør sit yderste, siger Mette Frederiksen, der advarer imod at tage håbet fra de ledige.

- Jeg synes ikke, at man med det her brev påtager sig det ansvar, der følger med, at man er aftalepart i akutpakken, og det kan i hvert fald ikke være en a-kasses opgave at tage håbet fra folk eller tale mulighederne ned, siger hun.

Yder det ypperste

Mette Frederiksen har fortsat tiltro til, at akutpakken har en effekt i forhold til at få flere ledige i arbejde eller uddannelse, men det kræver, at alle parter er klar til at tage ansvar.

- Jeg synes, der pålægger alle os, der har et ansvar i beskæftigelsessystemet - arbejdsgivere, fagforeninger, jobcentre og a-kasser - et helt særligt ansvar i forhold til at gøre vores yderste for at hjælpe de mennesker, der i dag står udenfor, ind på arbejdsmarkedet, siger hun.

- Min oplevelse rundt omkring fra landets kommuner og a-kasser er, at hvis man vil og bruger akutpakken offensivt, fremadrettet og aktivt, så kan man skabe rigtig fine resultater for de langtidsledige, siger Mette Frederiksen, der dog forstår bekymringen over for de ledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet.

- Det er en bekymring, som vi som regering deler med a-kasserne og resten af arbejdsmarkedet. Det er derfor, vi har lavet en akutpakke sammen, og derfor er min opfordring, at alle os, der bærer et særligt ansvar, herunder Magistrenes A-kasse, skal bruge tiden til at finde jobåbninger, generere jobrotation og andre løsninger, siger Mette Frederiksen.