Minister roste Rwanda for at »lede ved eksemplets kraft« i »fremme af menneskerettigheder«: Eksperter kalder det »naivt«

Ministeren for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen (S), taler om et »stærkt fælles udgangspunkt« mellem Danmark og Rwanda om blandt andet at »fremme menneskerettigheder«. Men det stemmer ikke overens med eksperter og Human Rights Watchs syn på det centralafrikanske land. Ministeren afviser kritikken.

Ministeren for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen, forsvarer en udtalelse om Rwanda med, at landet »selv har foreslået at samarbejde på menneskerettighedsområdet«. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ministeren for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen (S), var end ikke kommet hjem fra sin tur til Rwanda, før han roste det centralafrikanske land for dets »fælles prioriteter« med Danmark.

Flemming Møller Mortensen var sammen med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) rejst til landet for at indgå to aftaler om »tættere asyl- og migrationssamarbejde og om øgede politiske konsultationer om udviklingssamarbejde«.