Minister om ret til at fravælge samvær: Handler om børns liv

Astrid Krag og regeringen holder trods kritik fast i, at anbragte børn skal kunne fravælge forældresamvær.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) og regeringen vil give anbragte børn en ret til at kunne fravælge samvær og kontakt med deres biologiske forældre. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Anbragte børn og unge skal have en ret til at kunne sige nej til samvær med deres biologiske forældre.

Det kunne social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) søndag aften fortælle TV2, forud for regeringsseminaret mandag på Marienborg.

Her vil S-regeringen præsentere et udspil på børneområdet.

»Vi skal styrke børnenes rettigheder. Jeg har mødt flere anbragte børn, som har været utrygge over at skulle se deres biologiske forældre og har spurgt mig, hvorfor de skulle det, når de nu faktisk ikke havde lyst til det,« siger hun til Ritzau.

»Det er et konkret sted, hvor jeg mener, vi skal sørge for, at barnet er i sin egen ret. I dag har man ret til samvær med sine biologiske forældre, og det er jo godt, når det er det rigtige for barnet.«

»Men vi vil give barnet en tilsvarende ret til at kunne sige nej til samvær,« siger Astrid Krag.

Regeringens forslag om at give anbragte børn en ret til at fravælge samvær med deres forældre har mødt kritik fra Søren Skjødt, formand for Foreningen af Døgn- og Dagtilbud og forstander på behandlingsinstitutionen Godhavn.

Han roser regeringen for at sætte fokus på udsatte børns behov, men savner fagligt belæg for forslaget.

»Det er et kraftfuldt værktøj og en stor beslutning, som jeg kan være bekymret for, at vi lægger i skødet på barnet,« siger han.

Astrid Krag er enig i, at der er nuancer at tage højde for, når man skal vurdere, hvilke børn der skal have en ret til at fravælge samvær med forældrene.

»Vi vil skulle finde måder at gøre det her på, hvor der skal tages højde for barnets modenhed, og at barnet bliver støttet i at formulere sine egne ønsker og krav,« siger hun.

»Men helt grundlæggende skal vi som samfund blive langt bedre til at lytte til børn - også i de her svære diskussioner.«

»Vi ved fra undersøgelser, at børnene i alt for lav grad føler sig hørt i det, som ikke bare er børnenes sag, men er deres liv.«

»Det er helt grundlæggende for os i regeringen, at vi vil sætte børnene først. Og hvis vi skal gøre det ordentligt, skal vi også blive bedre til at få barnets egen stemme frem,« siger ministeren.

/ritzau/