Minister: Mit fravær ikke et politisk tab

Danmarks transportminister droppede mandag rådsmøde i EU til fordel for mediearrangement på sin hjemegn. Socialdemokraterne kritiserer prioriteringen.

Transportminister Jakob Axel Nielsen var ikke med, da EU's transportministre mandag holdt rådsmøde, hvor liberalisering af postvæsnet blandt andet var på dagsordenen. 22 ud af de 27 EU-lande havde sendt deres ministre, og adskillige lande var repræsenteret af to ministre. Men Danmarks sag blev talt af departementschef i Transport- og Energiministeriet Thomas Egebo. Den ny minister var i stedet blandt deltagerne hos Nordjyske Medier og Aalborg Industri- & Handelskammer, der arrangerede en nordjysk åbningsdebat forud for Folketingets åbning. Jakob Axel Nielsen er valgt i Nordjylland. Det vækker hård kritik fra Socialdemokraterne, men ministeren forsvarer sig.

- Jeg har gjort det her efter moden overvejelse om, at Danmark ikke lider noget politisk tab. Selv om man ikke skal devaluere sig selv alt for meget, så sker der ikke et politisk tab ved at sende en departementschef, der leverer Danmarks holdning. Men jeg kan ikke sende en departementschef til et politisk arrangement i Nordjylland, siger Jakob Axel Nielsen til Ritzau.

/ritzau/