Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er en relativt ubekymret beskæftigelsesminister, der onsdag sender regeringens integrationsudspil i folketingssalen som et lovforslag.
Regeringen har ikke på forhånd sikret sig et flertal, men Henrik Dam Kristensen (S) er overbevist om, at loven nok skal blive stemt igennem. SF bakker op, men de borgerlige har på forhånd sagt nej, og Enhedslisten truer med at stemme imod.
Men regeringen sætter ikke sin lid til, at Enhedslisten sikrer et rødt flertal for loven. I stedet håber Henrik Dam Kristensen på, at de borgerlige bøjer sig.
»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at et lovforslag som det her, som løser nogle reelle problemer og udfordringer, vi har i det danske samfund, ikke kan finde flertal i Folketinget. Det bygger i øvrigt på de reformer, vi har fået vedtaget med et meget bredt flertal - for eksempel med Venstre,« siger Henrik Dam Kristensen til Berlingske Nyhedsbureau.
Spørgsmål: Men Venstre har jo direkte sagt, at de ikke har i sinde at stemme for forslaget - hvordan vil du så finde et flertal?
»Det må tiden vise. Nu går vi i gang med forhandlingerne nede i folketingssalen, og så må vi se, hvad der kommer ud af det,« betoner ministeren.
Integrationsudspillet blev præsenteret i marts og har til formål at sende flygtninge og indvandrere hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Men i stedet for at sikre sig et flertal gennem politiske forhandlinger, vil regeringen fremsætte udspillet som et lovforslag.
Det undrer ikke ministeren, at Enhedslisten truer med ikke at støtte forslaget - faktisk tværtimod.
»Det ville være mere mærkeligt, hvis Enhedslisten kunne stemme for det. For de reformer, som vi har vedtaget med et meget bredt flertal i Folketinget, som det her bygger på, har Enhedslisten jo ikke været en del af. Men det har Venstre og de Konservative eksempelvis været. Så jeg tror da, at den sunde fornuft vil indfinde sig i Folketinget,« siger han.
Spørgsmål: Men hvorfor har I overhovedet valgt at skride til at fremsætte det som et lovforslag i stedet for først at have reelle forhandlinger?
»Jeg har haft nogle sonderinger med partierne og svaret på en række spørgsmål. Nu bliver der jo to-tre behandlinger nede i folketingssalen, hvor vi kan debattere videre, og hvor partierne kan få yderligere svar på de spørgsmål, de måtte have. Det, der er afgørende for mig, er at få det her vedtaget, inden vi går på sommerferie, for det skulle gerne virke fra 1. juli,« siger ministeren.
Lovforslaget er stort set identisk med regeringens oprindelige udspil, men nyt er, at der indsættes et minimumskrav om, at flygtninge og familiesammenførte allerede i begyndelsen af det treårige integrationsprogram skal arbejde mindst ti timer om ugen. Det vil typisk være i løntilskud, praktik eller nyttejob.