Når regeringen inden sommer er klar med en udvisningsreform, vil lovgivningen være forbundet med procesrisiko, og effekten er ukendt.
Den er betinget af, om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ændrer og lemper udvisningspraksis, som Danmark med udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) i spidsen arbejder for i Europarådet.
- Det er rigtigt, at vi tager lidt forskud på en praksisændring, som ikke har fundet sted endnu, men som vi forventer vil finde sted.
- Vi løber en procesrisiko, og det betyder, at hvis nu vi får en dom imod os ved Strasbourg (domstolen, red.), så kan vi blive nødt til at sige, at der var en, vi ikke måtte udvise alligevel, siger Rasmus Stoklund.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde torsdag i sin nytårstale, at regeringen inden længe præsenterer "en omfattende udvisningsreform".
Den vil ifølge statsministeren betyde, at endnu flere kriminelle udlændinge skal sendes ud af Danmark.
- Regeringen foreslår derfor, at udlændinge udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet og idømmes mindst et års fængsel. Uanset hvilken tilknytning de har til Danmark, sagde Mette Frederiksen.
Det er dog allerede sådan i dag, at udenlandske statsborgere, som idømmes et års fængsel eller mere for kriminalitet, i udgangspunktet udvises.
Menneskerettighedskonventionen, som er indskrevet i dansk lov, forhindrer nogle udvisninger blandt andet med henvisning til artikel 8 om retten til privat- og familieliv.
Konkret vil regeringen ændre loven, så det ikke længere har betydning for spørgsmålet om udvisning, hvor længe den kriminelle udlænding har boet i Danmark.
Også det er kun delvist nyt. Folketinget afskaffede sidste år det, man kaldte "trappestigeordningen", for ubetingede domme. Nu skal det også gælde for betingede domme.
Trappestigeordningen indebærer, at "jo længere tid en udlænding har opholdt sig her i landet, desto grovere kriminalitet (længere fængselsstraf) skal der til, før den pågældende kan udvises".
- Det nye er, at man ser bort fra, hvor lang tid udlændingen har opholdt sig i Danmark, siger Rasmus Stoklund om det lovforslag, som hans ministerium er i gang med at forberede.
Ministeren lægger ikke umiddelbart op til andre ændringer af de nuværende udvisningsregler.
Spørgsmål: Kan man kalde det en "omfattende reform"?
- Ja, det synes jeg, det er i sin substans, for det betyder jo, at langt flere vil blive sendt ud af Danmark, og det er det vigtige for os, siger Stoklund.
Danmark samlede 10. december 2025 et flertal på 27 lande i Europarådet, som ønsker en lempeligere tilgang til udvisninger.
Det forpligter dog ikke menneskerettighedsdomstolen til at ændre praksis. Men ministeren tror, at den kommer.
- Vi forventer, at der vil komme en praksisændring, når 27 lande sender det vink med en vognstang til domstolen, siger Rasmus Stoklund.
Ministeren tilføjer, at udvisningsreformen vil føre til, at "markant flere" kan udvises. Han vil ikke sætte tal på, hvor mange han mener, at det kan være.
Der er bred opbakning i Folketinget til regler, der vil medføre, at flere kriminelle udvises.
Spørgsmål: Når man med åbne øjne lovgiver med en procesrisiko, er man så ikke ved at bryde med konventionerne?
- Nej, vi siger netop, at vi kommer til fortsat at respektere domme, der falder ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Vi siger så også bare, at vi har en forventning om, at der vil ske en praksisændring som følge af det her ret markante signal, vi har vedtaget sammen med 27 lande.
Rasmus Stoklund har i forbindelse med sin bog "Ingen over domstolen" fra 2024 luftet tanken om, at Danmark kunne undlade at følge domstolens domme. Så langt vil regeringen ikke gå med sin reform.
- Jeg har hele tiden sagt, at det vigtigste for mig, det er, at vi bliver i stand til at udvise flere kriminelle udlændinge. Hvilken metode vi så bruger til det, det er for mig underordnet, siger Rasmus Stoklund.
Statsministeren har sagt, at lovgivningen skal være klar inden sommer.
/ritzau/
