Det vækker kritik, at minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) til EU vil melde ulven i gunstig bevaringsstatus, selv om forskere fra Aarhus Universitet er lodret uenige.
- Det er en uskøn og dybt problematisk politisk indblanding i forskningen.
- Regeringen må have alle de holdninger, den vil, men samfundet er bedst tjent med, at forskere laver forskning - og politikere laver politik, skriver præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN) Maria Reumert Gjerding i en kommentar.
Ministeren oplyste onsdag, at han vil indrapportere ulven til at være i gunstig bevaringsstatus i Danmark, selv om forskere fra Aarhus Universitet vurderer det modsatte.
Seniorforsker Jesper Erenskjold Moeslund fra DCE - Nationalt Center for Energi og Miljø ved Aarhus Universitet fortalte onsdag til Ritzau, hvad der ligger bag vurderingen.
- Vi har lavet en faglig vurdering af ulven, hvor vi mener, at den er i ugunstig bevaringsstatus.
- Den faglige vurdering er, at antallet af individer ikke er nok til at opretholde en levedygtig bestand, sagde Jesper Erenskjold Moeslund.
Vurderingen af gunstig bevaringsstatus bygger på fire kriterier - ulvens udbredelse, levesteder, fremtidsudsigter og netop størrelsen af bestanden.
Maria Reumert Gjerding kalder det "uhørt", at ministeren tilsidesætter forskernes anbefalinger.
- Det er ganske uhørt og kan få vidtrækkende konsekvenser for hele naturpolitikken, hvis videnskabelig forskning tilsidesættes, når den ikke lige stemmer overens med regeringens politiske dagsorden, siger hun i kommentaren.
Jeppe Bruus har luftet utilfredshed med forskernes måde at opgøre ulvebestanden på og kritiseret den for at være upræcis.
Det sker, efter at forskere fra Aarhus Universitet i foråret gik over til en ny metode, hvor man estimerer antallet af ulve ud fra antallet af kobler frem for som hidtil antallet af individer.
Jeppe Bruus har varslet, at han ønsker metoden ændret til en individbaseret optælling.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra ministeren til kritikken fra DN.
/ritzau/