Minister kræver klar besked i Dash 8-sag

Statens Luftfartsvæsens ledelse skal mandag forklare transportministeren, hvorfor den har holdt informationer om et havareret passagerfly i 2007 for sig selv.

Foto: Søren Bidsstrup, Scanpix.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Transportminister Lars Barfoed (K) vil have Statens Luftfartsvæsens (SLV) ledelse til at redegøre for, om den har tilbageholdt oplysninger om, at et fly fra SAS med 44 om bord havarerede i 2007 pga. en sjusket reparation.

Som afsløret i Berlingske Tidende i dag er eksperter i SLV nået frem til, at havariet med et Dash 8-fly i Københavns Lufthavn i Kastrup i oktober 2007 skyldtes dårlig vedligeholdelse.

Men SLVs ledelse er ikke gået videre med oplysningen, og derfor vil Lars Barfoed på et møde med ledelsen mandag bede den redegøre for sagen.

- Jeg går selvfølgelig ud fra, at SLV har givet alle relevante oplysninger i sagen til Havarikommissionen, der er i gang med at undersøge havariet. Det er klart, at den skal have besked om sådan en oplysning. Alle informationer skal frem til kommissionen, siger ministeren.

Kritisabelt at kommisionen ikke er blevet informeret
Men ifølge Berlingske Tidendes informationer har kommissionen ikke fået oplysningen fra SLV, ligesom SLV heller ikke har videregivet eksperternes vurdering til SAS. Vurderingen er heller ikke omtalt i en redegørelse fra SLV om de i alt tre havarier med Dash 8-fly, der ramte SAS i 2007.

Hvis ikke Havarikommissionen har fået besked, hvad vil du så gøre?

- Hvis det er tilfældet, så må kommissionen have besked fra SLV omgående, og så vil jeg mene, at det er kritisabelt, at kommissionen ikke er blevet informeret, siger Lars Barfoed.

Han tilføjer, at han først vil tage endelig stilling til sagen, når Havarikommissionen senere i år offentliggør en rapport om Dash 8-flyets havari i oktober forrige år.

Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke kalder oplysninger i Berlingske Tidende for »foruroligende læsning«.

- Det fremstår, som luftfartsvæsenet har holdt hånden over SAS, siger han.

100 procents tillid
Ifølge Magnus Heunicke stemmer SLVs fremgangsmåde ikke overens med daværende transportminister Jakob Axel Nielsens (K) melding til trafikordførerne i Folketinget om, at arbejdet med at opklare de tre havarier ville ske i fuld åbenhed.

- Det ser mildest talt ikke ud til at være sagen i det her tilfælde, konstaterer han.

Han tilføjer, at transportminister Lars Barfoed (K) gerne må indskærpe over for SLVs ledelse, at offentligheden skal have 100 procents tillid til flysikkerheden.

- Der må på ingen måde herske usikkerhed om luftfarten, understreger han.

Enhedslisten efterlyser også en forklaring fra SLV. Ifølge partiets transportordfører, Per Clausen, er det »absurd«, at SLVs ledelse ikke har valgt at undersøge kritikken af SAS med henvisning til, at »hos SAS kører alt efter bogen«.

- Det er naturligvis en helt uholdbar tilgang hos en myndighed, der skal udøve kontrol. Her må udgangspunktet være, at enhver kritik, der rejses af sagkyndige, bør undersøges, siger Per Clausen til Ritzaus Bureau.

SAS’ kommunikationsdirektør Claus Sonberg afviser kritikken i dagens avis.

- Vi har fulgt alle manualer punkt for punkt, lyder meldingen fra Claus Sonberg.