Minister klar med 127,5 millioner til pædagoguddannelse

Pengene til at højne kvaliteten på pædagoguddannelsen kommer fra den tidligere regerings talentprogram.

Grundkvaliteten på pædagoguddannelsen skal løftes, lyder det fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). (Arkivfoto) Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Efter faldende ansøgertal og tomme studiepladser får pædagoguddannelsen nu et økonomisk løft på 127,5 millioner kroner.

Pengene tages fra den tidligere regerings planlagte talentprogram, der helt droppes, fortæller uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

»Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Og det kræver, at vi har virkelig dygtige pædagoger. Som jeg ser det, så trænger pædagoguddannelsen til et kvalitetsløft, og det vil jeg gerne bidrage til.«

»Politik handler om prioritering, og jeg ser sådan på det, at min vigtigste opgave som minister er at sikre, at vores uddannelser over hele linjen har en god grundkvalitet. Først når det er på plads, kan vi bygge på med talentprogrammer,« siger hun.

Tal fra ministeriet fra juni viste et faldende ansøgertal til pædagoguddannelsen for fjerde år i træk. Sammenlignet med 2015 var der således 17 procent færre, der ønskede at blive pædagog.

Noget af udviklingen kan formentlig forklares med mindre ungdomsårgange, men forskningsministeren håber, at de nye midler kan få flere til at søge ind på uddannelsen.

»Vi vil gerne have flere til at søge ind på pædagoguddannelsen og ansætte flere pædagoger. Begge dele er ambitiøse målsætninger, som vi ikke kommer i mål med på dag ét.«

»Jeg ser det her som en saltvandsindsprøjtning, der er brug for,« siger ministeren.

Midlerne svarer ifølge ministeren - såfremt institutionerne bruger dem alle på ét år - til en forøgelse af pædagoguddannelsens finansiering med cirka 20 procent.

De ekstra penge gives som et engangsbeløb, som uddannelsesinstitutionerne selv kan disponere over. Der er altså ikke tale om et vedvarende løft af uddannelsen, erkender Ane Halsboe-Jørgensen.

»Jeg har ikke penge til et permanent løft her og nu. Det ville jeg utrolig gerne. Nu har jeg knap 130 millioner til et kvalitetsløft, og det er det, jeg kan love.«

At ministerens saltvandsindsprøjtning kommer på bekostning af talentprogrammet, bliver køligt modtaget hos Venstre, der dog også ønsker flere midler til uddannelsen.

»Samtidig med, at vi skal sikre ordentlig kvalitet på pædagoguddannelsen, skal vi også understøtte de unge talenter, som ønsker at række ud efter noget mere.«

»I sidste ende kommer det også pædagoguddannelserne og dermed vores børn til gavn,« lyder det fra Ulla Tørnæs, uddannelsesordfører for Venstre.

Pædagoguddannelsen er Danmarks største uddannelse med over 17.000 studerende.

/ritzau/