Det har været beskrevet i medierne, hvordan minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) har spenderet anselige offentlige summer på restauranter i København.

Det er blandt andet sket ved at invitere journalister ud på middage – eller ved at skrive journalisters navne på kvitteringer, selvom samme journalister afviser, at de nogensinde skulle have spist med Rasmus Prehn.

Men nu kan mediet Frihedsbrevet afsløre, at ministeren også fik bespist gæster med en middag til 1.265 kroner pr. kuvert, da han selv var vært for en såkaldt netværksevent, der skulle handle om fremtidens landbrug.

Og mens det måske ville have været oplagt at have repræsentanter for eksempelvis Landbrug & Fødevarer med til sådan en event, kan Frihedsbrevet berette, at ingen af landets største landsbrugsorganisationer var til stede.

Med på mødet var til gengæld blandt andre formand for 3F Henning Overgaard, administrerende direktør for pensionskassen PKA Jon Johnsen og den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Fødevareministeriets egne retningslinjer for den slags møder tilsiger, at måltiderne højst må koste 600 kroner pr. kuvert, og ifølge Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, ser det ikke godt ud.

»Det er absolut i den høje ende, for det er det dobbelte af den grænse, som deres interne retningslinjer fastlægger. Når man nu har valgt at lave interne retningslinjer, så er det dem, der gælder. De er jo lavet for at forhindre frås,« siger Roger Buch til Frihedsbrevet.

Ministeriet fastholder overfor Berlingske, at ingen regler er blevet brudt, al den stund at ministeriet har mulighed for ved særlige lejligheder at se bort fra retningslinjerne.

»Afholdelse af udgifter til bespisning må som udgangspunkt ikke overstige en kuvertpris på 600 kroner pr. prs. i forbindelse med eksterne møder med ekstern deltagelse. Der kan ved særlige lejligheder dispenseres fra denne regel ud fra en samlet vurdering ift. det konkrete faglige indhold og formål samt deltagerkreds,« siger afdelingschef i Fødevareministeriet Anders Holbøll til Berlingske.

»Det er pinligt«

Sagen lægger sig i forlængelse af en lang række sager, hvor Rasmus Prehn har betalt for middage med statens kreditkort, hvorefter han så senere har måttet betale pengene tilbage til staten.

Særligt én sag, hvor Rasmus Prehn havde skrevet journalist Søren Wormslevs navn på en kvittering fra Restaurant Undici i København, vakte opsigt, da Søren Wormslev, der er journalist på TV 2 Nord, blankt afviste, at han nogensinde skulle have spist middag med Rasmus Prehn. Det var, mens Prehn var udviklingsminister.

Fødevareministeren blev hevet i samråd om sagen, hvor spørgerne blandt andet forsøgte at få svar på, hvem Rasmus Prehn havde spist middag med dengang i juni 2020, når nu det ikke var Søren Wormslev.

Det afviste Rasmus Prehn at svare på, selvom han selv indrømmede, at det var en fejl, at han havde skrevet den nordjyske journalists navn bag på kvitteringen.

»Det er pinligt. Det var dumt. Her må man mildest talt sige, at jeg har haft hovedet under armen. Hvad denne fejl skyldes, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor jeg havde mit hoved, da jeg skrev navnet,« sagde Rasmus Prehn i et samråd 25. august.

Opdateres klokken 12.30 med kommentar fra Fødevareministeriet.