Det er en forventelig udvikling, vi kan se frem til mere af, når flere af landets kommuner onsdag har oplevet angreb mod deres hjemmesider.

Det siger Torsten Schack, minister for samfundssikkerhed og beredskab.

Særligt i lyset af det aktuelle kommunal- og regionsrådsvalg.

- Det er en angrebstype, som vi i forhold til trusselsvurderingen vil forvente, at vi ser mere af de kommende dage frem mod kommunal- og regionsrådsvalget, lyder det fra ministeren.

Onsdag har en række kommuner oplevet, at deres hjemmesider har været lagt ned.

Ifølge TV 2 har Gentofte, Rødovre, Ishøj og Tårnby haft problemer med deres hjemmeside onsdag.

I Gentofte tilskriver man det direkte et hackerangreb.

- Gentofte Kommunes hjemmeside er desværre lidt ustabil i øjeblikket. Det skyldes et hackerangreb, som også har ramt andre kommuner, virksomheder og organisationer, lyder det i et opslag på kommunens Facebook-profil.

Den russiske hackergruppe NoName057 (16) skriver på X, at den står bag hackerangreb på flere danske kommuners hjemmesider. Det skriver TV 2.

Gruppen nævner i sit opslag på X flere kommuner end de ovennævnte. Også virksomheder som GN Store Nord og Gyldendal har været angrebet, skriver gruppen.

Tidligere på måneden konkluderede tre myndigheder - inklusive Styrelsen for Samfundssikkerhed - at det er sandsynligt, at danske hjemmesider vil blive angrebet af prorussiske hackergrupper i forbindelse med valget 18. november.

Det er den vurdering, vi nu ser udfolde sig i virkeligheden, vurderer Torsten Schack.

Han kan dog ikke bekræfte, hvorvidt det er russere, der står bag.

- Jeg har bemærket, at nogen har taget ansvar for det på de sociale medier, og det er klart, at det er noget, myndighederne kigger nærmere ind på.

Angrebet kan beskrives som et dDoS-angreb, der sker ved at overbelaste hjemmesider med en voldsom datatrafik. Der er risiko for, at de bliver lagt ned og gøres utilgængelige.

Torsten Schack beretter, at det er en velkendt risiko, som man forsøger at gardere sig imod.

- Vi tager vores forholdsregler, men vi må sige, at Ddos-angreb er noget, som vi vurderer en stor risiko for, at det vil ske igen i de kommende dage inden valget.

I Styrelsen for Samfundssikkerhed kan man på nuværende tidspunkt ikke oplyse det præcise omfang af de formodede hackerangreb.

Men flere kommuner og virksomheder har været ramt, lyder det.

Om det mulige formål med forstyrrelserne siger vicedirektør i styrelsen Christine Engel Christensen:

- Hensigten er først og fremmest at skabe utryghed og usikkerhed og få befolkningen til at stille spørgsmål ved myndighedernes håndtering.

Hun mener, at myndighederne har været godt forberedt.

- Det her er noget, vi har forventet ville ske, og vi har set lignende angreb rundt om i Europa.

- Vi har rakt ud til myndigheder og virksomheder og drøftet de her ting, og vi er i løbende dialog med dem om, hvordan de bedst beskytter sig.

- Jeg tror ikke, jeg vil gå dybere ind i hvordan. Men jeg synes, vi har været relativt godt forberedt, siger hun.

/ritzau/