Ét flyselskab har efterspurgt den nulmoms, som SVM-regeringen mandag spillede ud med.

Det siger transportminister Thomas Danielsen (V) til Børsen.

»På et tidspunkt var Blackbird Air interesseret i at gå ind på markedet, men ville blive momset, såfremt de gjorde det,« siger Thomas Danielsen.

Blackbird Air er Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsens privatflyfirma.

Forslaget om nulmoms for flyselskaber, der primært flyver indenrigs i Danmark, kom fra Transportministeriet i en pressemeddelelse mandag, hvori ministeren sagde, at det ifølge ham ikke gav mening, at selskaber, der flyver indenrigs, blev straffet.

Det skyldes, at flyselskaber, der flyver udenrigs, ikke betaler moms.

»Det gør vi op med nu, så der bliver plads til mere indenrigsflyvning,« lød det fra Thomas Danielsen i pressemeddelelsen.

Særligt havde regeringen indenrigsflyvning til og fra Midtjyllands Lufthavn, der ligger mellem Herning og Viborg, i kikkerten.

I pressemeddelelsen blev det også slået fast, at statsstøtten til Midtjyllands Lufthavn fra næste år stiger fra 4,2 millioner kroner til 10 millioner kroner årligt.

Lovændringen om nulmoms fremsættes af Skatteministeriet og forventes ifølge Ritzau at træde i kraft fra 1. januar 2025.