Millioner på vej til små udsatte børn

Regeringen, Venstre, de Konservative og SF har afsat et millionbeløb til forebyggende arbejde, der skal hjælpe helt små udsatte børn.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børn i familier med sociale problemer skal have tidligere hjælp - og mere hjælp. Det mener regeringen, der sammen med Venstre, de Konservative og SF har øremærket 280 millioner kroner over de næste fire år til at styrke den forebyggende indsats over for socialt udsatte børn. Det skriver Politiken.

Det er primært de helt små i alderen nul til seks år, den ekstra indsats skal hjælpe, oplyser socialminister Manu Sareen (R) til avisen.

»Vi sætter massivt ind for at styrke forældrenes evne til at være gode voksne, ligesom vi giver pædagogerne mere efteruddannelse og viden, så de får bedre muligheder for at spotte de her børn og derved kan gribe ind så tidligt som muligt,« siger ministeren.

Målet med indsatsen er ifølge Politiken at klæde forældre, pædagoger og andre voksne omkring barnet bedre på, så de lettere kan opdage, når et barn mistrives.

Kommunerne kan søge om at få del i midlerne, og blandt andet kan 30 kommuner holde forældrekurser for førstegangsforældre, hvor målet er at opspore sårbare forældre og arrangere yderligere hjælp.

19 kommuner og organisationer får desuden mulighed for at gøre deres pædagoger og ledere bedre til at tage sig af udsatte børn, ligesom der ifølge Politiken vil komme indsatser i vuggestuer og dagpleje.

Yderligere kan syv kommuner blive såkaldt partnerskabskommune med Socialstyrelsen og få gennemrenoveret deres indsats over for udsatte børn fra top til tå.

Direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjelddahl er ifølge Politiken overordnet set positiv, men han hæfter sig ved, at indsatsen ikke gælder alle kommuner og stiller spørgsmålstegn ved, om man med forskning vil følge op på de erfaringer, kommunerne får.

Til det svarer socialminister Manu Sareen, at kommunernes erfaringer vil blive samlet hos Socialstyrelsen, hvor alle kommuner får direkte adgang til erfaringerne, så de ikke hver især skal opfinde den dybe tallerken.