Millioncheck til bankfirma kan ramme Lene Espersen

Uanset om hun personligt kan gøres ansvarlig eller ej, er Lene Espersen i en så svækket position, at hun ikke kan tåle flere sager, vurderer Berlingskes Thomas Larsen.

Nuværende udenrigsminister Lene Espersen var økonomi- og erhvervsminister, da Rotschild brugte en million på hoteller, taxi, fly og diverser andre udgifter - uden bilag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den konservative leder, Lene Espersen, risikerer at blive yderligere svækket af en sag om Økonomi- og Erhvervsministeriets udbetaling af sammenlagt mere end 10 mio. kroner til det britiske bankfirma Rotschild for deres arbejde i forbindelse med bankpakke II.

Arbejdet fandt sted i 2009, mens Lene Espersen stadig var minister for området, og pengene blev udbetalt, uden at Rotschild udleverede et eneste bilag, heller ikke for de godt én mio. kroner til dækning af hotel, flybilletter og taxakørsel.

Uanset om hun personligt kan gøres ansvarlig for den disposition eller ej, er det en meget uheldig situation for Lene Espersen, vurderer Berlingske Tidendes politiske redaktør, Thomas Larsen:

- Hun er i en så svækket position, at hun ikke kan tåle, at der bliver sat flere spørgsmålstegn ved hende, siger han.

Hotel, taxa, fly og diverse for en million

Det er Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i dokumenter fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, som bl.a. viser, at Rotschilds konsulenter kørte i taxa for over 100.000 kroner, boede på hotel og rejste med fly for 776.000 kroner og havde diverse andre udgifter for yderligere 150.000 kroner – alt sammen uden at præsentere bilag for udgifterne.

Den praksis er ifølge Claus Haagen Jensen, professor i forvaltningsret ved CBS, dybt kritisabel.

- Det er helt utilstedeligt, at der ikke er bilag, og jeg kan ikke forestille mig, at det er noget, som Rigsrevisionen vil acceptere, siger han til Ekstra Bladet.

Også formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen fra SF, er kritisk og undrer sig over, at ministeriet ikke har sørget for at få dokumentation for Rotschilds omkostninger.

"Nogle dyre drenge"

Hverken Lene Espersen eller hendes efterfølger som økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), har ønsket at udtale sig til Ekstra Bladet i Sagen, men administrationsdirektør i Økonomi- og Erhvervsministeriet, Jesper Olesen, erkender, at Rotschild er ”nogle dyre drenge”:

- Et sådant firma har en intern politik om, hvordan de rejser, og det må man jo så indregne, når man indgår en kontrakt, siger han.

Om sagen bliver endnu en belastning og endnu en cementering af Lene Espersens meget dybe krise som partileder, afhænger ifølge Berlingske Tidendes politiske redaktør, Thomas Larsen, af, om der er tale om en stor administrativ fejl fra ministeriets side, eller om det er en sag, der på en eller anden måde kan have en direkte forbindelse til Lene Espersen selv:

- Umiddelbart virker det som et enormt administrativt svigt, men det er stadig meget uheldigt for Lene Espersen, at der dukker nye sager op, siger han. Det er uheldigt, fordi hun er i så svækket en position, hun kan ikke tåle at der bliver sat flere spørgsmålstegn ved hende.