Miljøstyrelsen har sendt en liste over sikkerhedstiltag til danske vand- og spildevandsforsyninger, der handler om at styrke både den fysiske sikkerhed, cybersikkerheden og den generelle opmærksomhed.

Forsyningsenhederne bliver blandt andet bedt om hurtigt at indberette kriminelle handlinger til politiet og Miljøstyrelsen.

- Vi står i en ny sikkerhedssituation i Danmark, og vi skal beskytte vores kritiske vandinfrastruktur.

- Danskernes drikkevand er en afgørende ressource, og vi skal kunne stole på, at forsyningen er stabil, og at vandet er rent. Derfor gælder der allerede nu nye sikkerhedskrav for de store vandværker, og der er flere krav på vej, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge den seneste vurdering fra Center for Cybersikkerhed er der en meget høj trussel fra cyberkriminalitet mod vandsektoren.

Fra 1. oktober blev der indført nye regler om cybersikkerhed for de omkring 100 største vandforsyninger i Danmark.

De er af særlig betydning for vandforsyningen, da de leverer cirka 65 procent af danskernes drikkevand.

Det betyder, at de store vandforsyninger i fremtiden bliver omfattet af skrappere krav for blandt andet risikovurderinger, hændelsesunderretninger og sikkerhedstiltag som for eksempel kryptering.

Danmarks drikkevandsforsyning har en decentral struktur med omkring 2600 almene vandforsyninger.

Det har den betydning, at hvis der er problemer med en bestemt vandforsyning, så kan den i mange tilfælde erstattes med vandforsyninger fra eksempelvis nabovandværker.

1. juli trådte nye regler i kraft om cybersikkerhed i henhold til cybersikkerhedsloven for de cirka 100 største vandforsyninger i Danmark.

De store vandforsyninger har haft pligt til at registrere sig hos Miljøstyrelsen per 1. oktober.

Vigtige hændelser skal indberettes til myndighederne, for eksempel driftsforstyrrelser.

Miljøstyrelsen vil herefter dele oplysninger med andre relevante myndigheder, blandt andet Styrelsen for Samfundssikkerhed og Energistyrelsen. Det skal være med til at forebygge hybride angreb mod dansk kritisk infrastruktur.

/ritzau/