Miljøministeren vil sætte en stopper for tøjspild

Mode- og tekstilbranchen skal finde løsninger, der kan få tøj til at holde bedre, så danskerne beholder det længere, lyder opfordringen fra miljøministeren. Det skal minimere tøjspild.

Læs mere
Fold sammen

Står det til miljøminister Kirsten Brosbøl (S), skal bukser, kjoler og skjorter hænge længere tid i danskernes klædeskabe.

Hun vil nemlig have, at danskerne bruger deres tøj i længere tid for at sætte en stopper for tøjspild. Og det skal mode- og tekstilbranchen i et samarbejde med Miljøministeriet finde løsninger på.

Design, pasform og kvalitet er således nogle af de ting, som branchen ifølge ministeriet skal til at tænke mere over for at sikre lang levetid på danskernes tøj.

»Vi skal tænke nye bæredygtige løsninger ind i måden, vi designer, producerer og bruger vores tøj på, og vi skal gøre det på en måde, så både miljø og vækst kan gå hånd i hånd. Den danske tøjbranche er heldigvis allerede godt i gang, men vi skal blive endnu bedre,« siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Ministeren efterlyser samtidig ordninger, hvor danskerne kan aflevere deres tøj, så det kan blive brugt i nye produkter eller en forretningsmodel, hvor man kan leje sit tøj i stedet for at købe det.

I Danmark står velgørenhedsorganisationer for indsamlingen af omkring 45 procent af de samlede 89.000 ton tøj, som danskerne smider ud, mens mindst 24.000 ton hvert år går til forbrænding.

Kigger man på hele verden, er det kun 20 procent af vores tøj, der bliver genbrugt, hvorimod cirka 42 millioner ton ryger direkte i skraldespanden.