Militærforsker: Hybridangreb på Folkemødet er meget sandsynligt
Militærforsker forudsiger, at Folkemødet på Bornholm bliver offer for russiske hybridangreb.

Militærforsker forudsiger, at Folkemødet på Bornholm bliver offer for russiske hybridangreb.

Når Folkemødet i Allinge på Bornholm løber af stablen om under en uge, så er det med stor risiko for hybridangreb.
Sådan lyder vurderingen fra Dorthe Bach Nyemann, der forsker i cyberangreb og hybrid krigsførelse ved Forsvarsakademiet, til DR.
»Det er meget sandsynligt, at der kommer til at ske noget på Folkemødet,« siger hun.
Hun mener dog ikke, at det er realistisk at tale om voldsomme fysiske angreb, men peger i stedet på mindre aktioner som eksempelvis angreb på elforsyningen eller mobiltrafikken.
Meldingen kommer efter, at Center for Cybersikkerhed tirsdag i denne uge opjusterede trusselsniveauet for destruktive cyberangreb fra lav til middel.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) pegede direkte på Rusland som værende årsag til det øgede trusselsniveau.
»Vi ser i stigende grad et Rusland, som er villig til at udfordre NATO-landene i form af sabotage, påvirkningskampagner og cyberangreb. Når Center for Cybersikkerhed i dag hæver trusselsniveauet for cyberangreb, så er det en påmindelse til os allesammen om at være ekstra opmærksomme på truslen,« lød det fra forsvarsministeren i en udsendt pressemeddelelse.
Russerne har tidligere – og med forholdsvis jævne mellemrum – sendt sine kampfly ind i dansk luftrum ud for Bornholm. Sidste år fløj et russisk fly således meget tæt på Bornholm bare en dag, før Folkemødet åbnede.
Det er dog i sig selv ikke en særlig begivenhed, at de danske F-16-fly må på vingerne i forbindelse med krænkelse af dansk luftrum. I 2022 måtte beredskabet på vingerne 80 gange, mens man i 2023 sendte fly på vingerne 55 gange.
Heraf var lige omkring 90 procent af alle aktiveringer af beredskabet over Østersøen.
Ifølge DR er Bornholms Politi opmærksomme på den øgede risiko i forbindelse med Folkemødet, som forventer at tiltrække op mod 70.000 gæster i de tre dage, arrangementet varer.