Folketingsmedlemmet Mike Fonseca er torsdag vendt tilbage til Christiansborg efter at have været sygemeldt siden november.
Det var også der, han blev smidt ud af Moderaterne for at have indledt et forhold til en 15-årig pige.
Siden da har alle partier, han har bejlet til, blankt afvist at have noget med ham at gøre.
Flankeret af sikkerhedsvagter stillede Fonseca sig torsdag op foran den stærkt fremmødte christiansborgpresse og svarede på spørgsmål.
Her slog han fast, at han fortsat elsker sin 15-årige kæreste, og han sagde ligeledes, at han er tilbage på Christiansborg for at bedrive politik.
Det kom i november frem, at Mike Fonsecas kæreste netop var blevet 15, da forholdet blev indledt, og det affødte spekulationer om, hvorvidt Fonseca og pigen havde indledt en seksuel relation, da hun var under 15.
»Jeg kan fortælle, at der har været en efterforskning hos myndighederne også i forhold til det. Vi har aldrig haft en seksuel relation eller noget som helst i forhold til, at hun skulle være under 15 år.« siger Mike Fonseca.
Kan du slet ikke forstå, at der er nogen, der synes, at det er lidt besynderligt at have en relation til et så ungt menneske?
»Jo, det kan jeg sagtens forstå, men jeg kan fortælle, at min kæreste og jeg har det godt. Og det fungerer for os, og vi elsker hinanden.«
Du kan se en video af Mike Fonseca svare på spørgsmål fra pressen øverst i artiklen her.
Heri understreger han også, at han agter at fortsætte som folketingsmedlem, selvom det umiddelbart ser svært ud at finde ret mange partier at samarbejde med.
»Jeg kommer til at arbejde for mit mandat, nu som løsgænger, og kommer til at tilpasse mig de forhold, som det indebærer. Og så kommer jeg til at tale og stemme i den retning, som jeg mener er den rigtige,« siger Fonseca.
Han uddyber dog ikke, hvilken vej der er den rigtige.