Mette Frederiksens tillid til Forsvaret er intakt trods våbensag

Statsministeren er torsdag på skolebesøg i Værløse og siger her, at hun fortsat har stor tillid til Forsvaret.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var torsdag forbi Søndersøskolen i Værløse. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fortsat tillid til Forsvaret, selv om der er blevet begået fejl i den såkaldte Elbit-sag om våbenindkøb.

Det siger hun i forbindelse med et skolebesøg i Værløse torsdag.

»Jeg har ikke så meget at tilføje til den sag. Forsvarsministeren har allerede redegjort for den og vil diskutere det videre med Folketingets partier,« siger hun med henvisning til forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

I tirsdags undskyldte Ellemann-Jensen, der netop er vendt tilbage i jobbet efter sin sygemelding med stress, over for Folketinget.

Ellemann-Jensen har videregivet forkerte oplysninger i sagen om indkøb af 19 artillerikanoner til Forsvaret, erkendte han. Og ministeren vil nu igangsætte en uvildig undersøgelse af sagen.

»Det siger sig selv, at alle de oplysninger – og det er ligegyldigt, om man er regering, eller om man er Folketinget – som vi får viderebragt, at de skal selvfølgelig være korrekte,« siger Frederiksen.

Hun har dog fortsat tillid til Forsvaret, som vil være i fokus de kommende år efter det indgåede forsvarsforlig før sommerferien.

Et bredt politisk flertal har indgået en overordnet rammeaftale for Forsvaret til 143 milliarder kroner over de næste ti år. De konkrete investeringsplaner står Ellemann for at få forhandlet på plads.

»Jeg har meget stor tillid til det danske forsvar, og det har jeg, både når det arbejder ude, og i de situationer som vi skal håndtere nu med et nyt forsvarsforlig, hvor vi kommer til at lave meget store investeringer.«

»Men det er klart, at når der opstår fejl af denne karakter, så er det noget, der skal rettes op på,« siger Frederiksen.

Ellemann-Jensen vil se på, om strukturen i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) »er den rigtige«. Og om der eventuelt skal ske ændringer. Måske endda på ledelsesniveau.

Sagen drejer sig om indkøb af et nyt artillerisystem. I begyndelsen af året bakkede Finansudvalget i Folketinget op om et indkøb for 1,7 milliarder kroner af et nyt system fra det kontroversielle israelske firma Elbit.

Men politikerne blev blandt andet givet det indtryk, at kontrakten hurtigt skulle underskrives, fordi tilbuddet på våbnene ville udløbe i januar, hvilket ikke var korrekt.

Dertil blev der givet det indtryk, at der var blevet rettet henvendelse til en anden leverandør, franske Nexter, med henblik på at få et tilbud på artilleri, så der var mere at vælge imellem. Det var ikke sket.

Andre fejl drejer sig om en sen levering af en artillerimodel. Samt et forlig indgået mellem FMI og Elbit i januar. Altså i samme periode som våbenkøbet, og det var ikke blevet oplyst til de relevante ordførere.

/ritzau/