Mette Frederiksens spindoktor stopper

Efter lidt mere end et år i jobbet stopper Mette Frederiksens særlige rådgiver i Statsministeriet.

Statsminister Mette Frederiksen mister en betroet medarbejder i Statsministeriet. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksens (S) særlige rådgiver, Sofie Findling Andersen, stopper.

Det skriver hun på LinkedIn.

»Jeg har besluttet mig for, at regeringsdannelsen også er et punktum for min tid i Statsministeriet for nu,« skriver Sofie Findling og tilføjer, at beslutningen ikke har været let.

Hun skriver videre, at det var »historisk« at danne en bred regering over den politiske midte, og at resultatet er blevet godt.

Hun har været fast inventar i Statsministeriet siden november 2021, men var også i en periode inden da barselsvikar for Mette Frederiksens tidligere særlige rådgiver, Sara Vad Sørensen.

Sofie Findling Andersen har ifølge sit opslag på LinkedIn været ansat i Socialdemokratiet i syv år, og inden hun blev ansat i Statsministeriet, var hun særlig rådgiver for Simon Kollerup (S), der i den forgangne regeringsperiode var erhvervsminister.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på linkedin

Hun skriver, at hun nu vil holde juleferie, og at hun ikke har nogen fastlagte karriereplaner foran sig.

Statsministeriet har ikke oplyst noget om, hvorvidt der ansættes en ny særlig rådgiver.

Foruden stabschef i Statsministeriet Martin Justesen har Mette Frederiksen fortsat sin anden særlige rådgiver, Nana Zarthine Christensen, at trække på.