Opdateret

Mette Frederiksen rykker rundt på prominente ministre: Mattias Tesfaye bliver ny justitsminister

Nick Hækkerups exit fra dansk politik har udløst en rokade i regeringen. Statsminister Mette Frederiksen flytter rundt på flere ministerposter og gør udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye til ny justitsminister.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) overtager en af regeringens mest tunge poster, når han mandag udnævnes til ny justitsminister. Thomas Lekfeldt

Statsminister Mette Frederiksen (S) rykker rundt på flere prominente ministerposter, efter justitsminister Nick Hækkerup (S) meddelte søndag aften, at han forlader dansk politik.

Statsministeriet oplyser i en pressemeddelelse mandag morgen, at statsministerens rokaden omfatter tre ministre:

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bliver ny justitsminister, mens hans ministerium overdrages til indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, får debut som minister og overtager Indenrigs- og Boligministeriet.

54-årige Nick Hækkerup bekendtgjorde på Facebook søndag aften, at han stopper som justitsminister og samtidig udtræder af Folketinget, hvor han har siddet i knap 15 år. Fra 1. juni skal han i stedet være direktør i Bryggeriforeningen.

Posten som justitsminister er en af regeringens mest centrale, og da Mette Frederiksen blev statsminister i juni 2019, placerede hun Hækkerup – en af sine mest trofaste støtter i Socialdemokratiet – i ministeriet i Slotsholmsgade 10, hvor hun også selv var minister under Helle Thorning-Schmidt.

Adskillige politiske kommentatorer og analytikere har da også karakteriseret Nick Hækkerups exit fra regeringen som både »overraskende« og »højst ubelejeligt« for Mette Frederiksen.

Samtidig har det igangsat spekulationer om, hvorfor den drevne Hækkerup vælger at forlade Christiansborg så pludseligt med maksimalt kun et år til folketingsvalget.

Flere bemærker, at Minkkommissionen i juni ventes at fremlægge sin omfattende beretning om forløbet op til beslutningen om at aflive alle landets mink, hvor Hækkerup og Justitsministeriet spillede en central rolle. Dernæst er sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) endnu ikke afsluttet, og også her er den afgående justitsminister en af nøglepersonerne.

Nu er det i stedet Mattias Tesfaye, der skal stå i spidsen for Justitsministeriets kronjurister efter knap tre år i naboministeriet.

Tesfayes ring

Tesfaye har indtil nu haft til opgave at værne om Socialdemokratiets udlændingepolitik, som Mette Frederiksen har fastslået, skal være stram og funderes bredt over den politiske midte – og altså ikke først og fremmest føres med regeringens støttepartier.

Han forlader posten på et tidspunkt, hvor det endnu ikke er lykkedes regeringen at gennemføre sit store, udlændingepolitiske prestigeprojekt: At etablere et asylcenter i et land uden for Europa.

Mattias Tesfaye har gennem længere tid forhandlet intensivt med styret i Rwanda, men det er stadig uklart, om det vil lykkes at få det lille, centralafrikanske land til at huse Danmarks asylansøgere i fremtiden.

Tesfaye har desuden længe talt åbent om, at udlændingepolitik langt fra er hans hjertesag. I januar sagde han således i et større interview i Berlingske:

»Udlændingepolitik lidt er ligesom ringen i »Ringenes Herre«. Man kan bære den i et stykke tid, men du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger det dig menneskeligt. Så bliver du ligesom Gollum. Du skal virkelig være bevidst om, at det er menneskeskæbner, du har i hænderne, og du kan ikke bare skærme af for det og have en kølig, professionel distance.«

»I længden kan du ikke lægge dig til at sove på hovedpuden hver nat, uden at ringen slider dig op. Så man skal have ringen af på et tidspunkt. Og man skal ikke give ringen til folk, der ikke kan holde til det,« føjede udlændinge- og integrationsministeren til.

Mange tidligere justitsministre har dog efterfølgende gjort det klart, at man i Justitsministeriet får indblik i nogle af de mørkeste dele af samfundet, og at det dermed ligeledes er en af de mest opslidende ministerposter.

»Justitsministeriet er et meget, meget alvorligt sted. Jeg har altid været sådan en ukuelig optimist, og jeg har haft et let sind. Det har faktisk ændret sig. Ikke, at det er blevet mørkt. Men det er blevet mere alvorligt,« sagde Mette Frederiksen selv om sin tid som justitsminister i 2017.

Chefideologen

Nu bliver det Kaare Dybvad Beks opgave at bære ringen og lande en aftale med Rwanda efter knap tre år som boligminister. I januar 2021 fik han også Indenrigsministeriet i sin portefølje.

Dybvad bliver ofte betegnet som regeringens chefideolog, og Mette Frederiksen har givet ham til opgave at sikre sammenhængen i Danmark.

Han har stået i spidsen for det, der er blevet kaldt den store ommøblering af danskerne, der blandt andet har vist sig ved, at regeringen har flyttet en række uddannelsespladser fra de større byer ud i landet, at gymnasieelever i dele af landet fremover skal fordeles efter deres forældres indkomst, og at der skal tages et opgør med parallelsamfund i de udsatte boligområder ved, at boligblokke rives ned.

»Den politik, vi repræsenterer, er et korrektiv til en udvikling, som har været meget grænseløs,« sagde den geografiuddannede Kaare Dybvad Bek om sin opgave med at flytte rundt på danskerne til Berlingske i juni sidste år.

Det er fremover Christian Rabjerg Madsen, der skal være den politiske chef i Indenrigs- og Boligministeriet.

Han har været en trofast politisk ordfører for Socialdemokratiet, og inden da havde han det tunge finansordførerskab. Det bliver Rabjergs debut på ministerholdet.

Mette Frederiksen præsenterer de nye ministre for Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg klokken 10, hvorefter Nick Hækkerup modtages i afskedsaudiens klokken 11.