Statsminister Mette Frederiksen (S) var fuld af ros, efter hun havde besøgt et plejehjem i Odder 12. januar, hvor et Shubidua-kopiband stod for underholdningen.
»Det var fredag aften. Shubiduo spillede covernumre, stemningen den var god, og sangene, kan jeg godt afsløre, kunne vi allesammen synge med på,« sagde Mette Frederiksen om besøget i Odder på et pressemøde, da hun præsenterede regeringens ældreudspil.
Nu viser det sig, at arrangementet var planlagt af Socialdemokratiet. Det skriver fagbladet Journalisten, som har fået bekræftet fra Shubiduo, at det var Socialdemokratiet, som hyrede bandet.
Statsministeren kaldte det for en »fantastisk aften«, og arrangementet var lige, som det skulle være.
Skaber varme af egen drift
Statsministeren har også på Instagram delt plejehjemsoplevelsen, som hun kalder en »solskinshistorie«. Hun skriver blandt andet, at hun besøgte Tina, som arbejder på plejehjemmet i Odder.
»Her var der dans og levende musik. Det føltes som at komme ind i et hjem, hvor man har samlet sine gode venner og familie.«
Statsministeren skriver videre, at der var gang i dansegulvet den pågældende aften.
»Det her er et godt eksempel på, hvordan medarbejderne af egen drift skaber varme og hjemlige rammer for de ældre,« konkluderede Mette Frederiksen i sit opslag på Instagram.