Mette Frederiksen retter sin »upræcise« udtalelse om kidnapning af danske børn i Syrien
Tirsdag fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at risikoen for kidnapninger i de syriske fangelejre, hvor 19 danske børn opholder sig, er velkendt. Men i de efterretningsrapporter, som statsministeren henviste til, står der intet om det. Derfor har hun nu rettet sin udtalelse i Jyllands-Posten og til DR.
På vej ud af et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn blev hun mødt af en kritisk presse, der konfronterede hende med Ekstra Bladets afsløringer om, at Islamisk Stat angiveligt har smuglet børn ud af lejrene og planlægger at kidnappe yderligere 350 børn.
Her afviste statsministeren dog, at der var noget nyt i de oplysninger:
»Mig bekendt har det fremgået af de risikovurderinger, der frigives fra tjenesterne, at der er risiko for kidnapninger. Så det har været velkendt over en rum tid,« sagde Mette Frederiksen.
Men Folketinget har ikke fået det at vide. Dine støttepartier siger, at de har intet hørt om det her. Hvordan hænger det sammen?
»I de risikovurderinger, der er offentligt tilgængelige, fremgår det, at der er risiko for kidnapninger. Det er der desværre ikke noget nyt i. Det er jo Islamisk Stat, vi taler om.«
Statsminister Mette Frederiksen (S) foran pressen efter møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Fællessalen på Christiansborg, tirsdag 23. marts 2021. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den udtalelse er nu blevet rettet af statsministeren, da der ikke i efterårets vurderinger fra Politiets- og Forsvarets Efterretningstjeneste står noget om, at børn bliver smuglet ud af lejrene.
Det meddeler Mette Frederiksen i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, hvor hun henviser til FE-rapportens formulering om, at »det er sandsynligt, at Islamisk Stat smugler folk ud af lejrene«:
»Det var den vurdering, jeg henviste til, da jeg sagde at 'når det handler om risikovurderinger, så lægges der risikovurderinger frem fra efterretningstjenesterne. Dem kan jeg helt generelt henvise til'. Mit svar var således møntet på det generelle og ikke direkte på børnene, og det var således upræcist at bruge udtrykket kidnapning i den efterfølgende formulering.«
DR skriver også i deres artikel, at statsministeren retter sin udtalelse til den samme nye formulering, som er blevet sendt til Jyllands-Posten.
Del:
Andre læser også
Politik
Socialdemokratiets vælgere splittet over spørgsmål om Syrien-børn
Indland
Mødre i syriske fangelejre kan godt dømmes for terror i Danmark – hvis de har passet børn og lavet mad til IS-jihadister
Politik
Fornyet drama om Syriens-børn efter krisemøde hos Mette Frederiksen: »Vi er ikke overbeviste om noget som helst«