Mette Frederiksen: »Personer på tålt ophold er uønskede her i landet«

Justitsministeren kalder det »dybt forstemmende«, at stor andel af personer på tålt ophold i Danmark begår ny kriminalitet.

Justitsminister Mette Frederiksen (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udlændinge i Danmark på tålt ophold skal holdes under »skarpt opsyn«, og de er ikke ønsket her i landet.

Det siger justitsminister Mette Frederiksen (S), efter tal fra Rigspolitiet ifølge Søndagsavisen har vist, at 32 ud af 64 udlændinge på tålt ophold er blevet dømt for ny kriminalitet, efter de kommet på tålt ophold.

»Personer på tålt ophold er uønskede her i landet, for det er jo mennesker, der har begået alvorlige forbrydelser eller krigsforbrydelser,« siger Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar og uddyber:

»Vi kan ikke sende disse personer ud af landet, fordi de risikerer dødsstraf eller tortur i hjemlandet. Men det er selvfølgelig dybt forstemmende, at nogle af dem begår kriminalitet, mens de opholder sig i Danmark,« siger ministeren.

Mette Frederiksen forklarer yderligere, at det »selvfølgelig straffes«, hvis man begår kriminalitet.

»Det skal det også, hvis man på tålt ophold for eksempel ikke overholder sin meldepligt eller opholdspligt,« siger hun.

Frederiksen har derfor bedt sit ministerium om at komme med forslag til, hvordan vi herhjemme sikrer, at udlændinge på tålt ophold i Danmark overholder melde- og opholdspligt. Arbejdet med de forslag sker i et samarbejde mellem Justitsministeriet, Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen.

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at udlændinge på tålt ophold skal udstyres med elektronisk fodlænke, og det har Venstre, de Konservative og Liberal Alliance erklæret sig parat til at støtte.

Mette Frederiksen tager ikke stilling til det konkrete forslag, men siger:

»Vi kan ikke spærre personer på tålt ophold inde, men vi kan - og skal - holde dem under skarpt opsyn, og det skal have konsekvenser, når de begår kriminalitet eller forsømmer meldepligten.«

Tålt ophold kan gives til personer, som den danske stat har nægtet opholdstilladelse, fordi de for eksempel har begået alvorlig kriminalitet eller vurderes at være til fare for staten.

De danske myndigheder kan ikke sende dem hjem, da de risikerer at blive dræbt, tortureret eller forfulgt i deres hjemland. Dermed beskyttes de af internationale konventioner.