Statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen mødes til debat på TV 2 på søndag.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

TV 2 kalder programmet "Topmødet", og det bliver optaget i Odense med Cecilie Beck som vært.

- Vi inviterer danskerne til "Topmødet" for at give dem klare svar på, hvad valget betyder for deres hverdag, for Danmark og det kryds, de skal sætte på valgdagen 24. marts, med en direkte debat mellem Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen, siger Anne Mette Svane, der er chefredaktør på TV 2 News i pressemeddelelsen.

- Her vil de to nuværende regeringspartnere for første gang udfordre hinanden om statsministerposten.

Både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen, der siden seneste folketingsvalg har siddet i regering sammen, har meldt sig som statsministerkandidater. Det har Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti også.

- Vi har to afgørende redaktionelle kriterier for, hvilke statsministerkandidater der er med i "Topmødet". Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen har meldt sig som statsministerkandidater uden forbehold, siger Anne Mette Svane.

Hun tilføjer, at det er de to kandidater, der for nuværende har opbakning fra andre partier i Folketinget til at danne en kommende regering

Lars Boje Mathiesen ville gerne have været med til debatten på søndag.

- Det er danskerne, der skal beslutte, hvem der skal sidde i Folketinget, og hvem der skal lede landet, siger han til Ritzau.

- De mennesker, der rækker hånden op og siger, at de gerne vil lede landet, de skal selvfølgelig høres på lige fod med andre. Det mener TV 2 så ikke, at de skal.

Ifølge Lars Boje Mathiesen vil Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen det samme for Danmark.

- Så hvis man vil høre en anden vision og andre idéer til, hvordan man rent faktisk kan give magten tilbage til borgerne, så skulle de invitere mig med.

Andre partier får mulighed for at debattere på TV 2 senere i marts.

10. marts skal Mona Juul (K), Inger Støjberg (DD), Pia Olsen Dyhr (SF), Martin Lidegaard (R), Franciska Rosenkilde (AL) og Morten Dahlin debattere i Horsens.

Og 17. marts skal Morten Messerschmidt (DF), Alex Vanopslag (LA), Pelle Dragsted (EL), Lars Løkke Rasmussen (M) og Lars Boje Mathiesen debattere i Brande.

Det sker i programmerne "Valgmøde Live".

/ritzau/