Statsminister Mette Frederiksen (S) mindes fredag på Facebook de omkring 3000 mennesker, der for 25 år siden mistede livet ved angreb i USA.

- I dag mindes vi de næsten 3000 mennesker, der mistede livet den dag. Og alle dem, der siden er blevet ramt af terror i alle de byer og lande, som har båret den samme frygt.

- Vi mindes også de mange helte, der i årene efter har kæmpet for vores sikkerhed ude og hjemme. Mod terrorens grimme ansigt. Mod mørke kræfter, der vil os det ondt, skriver hun.

To kaprede fly fløj 11. september 2001 med kort tids mellemrum direkte ind i tvillingetårnene i World Trade Center i New York, og tårnene styrtede senere sammen.

Ud over angrebene i New York og på forsvarsministeriet Pentagon i Washington D.C. styrtede et fjerde kapret fly ned på en mark i Pennsylvania, efter at passagerer havde forsøgt at trænge ind i cockpittet.

Det samlede officielle dødstal ved angrebene - ikke medregnet angrebsmænd - var på 2977 mennesker.

- I dag spredes had og radikalisering stadig. Ofte online og hurtigere end nogensinde. Verden står med flere konflikter og flere brudlinjer, end vi håbede på for et kvart århundrede siden.

- Derfor er dagen i dag en kraftig påmindelse om, at kampen for det åbne, frie og demokratiske samfund skal kæmpes hver eneste dag, skriver Mette Frederiksen.

Angrebet i USA førte til, at USA indledte en indsats i blandt andet Afghanistan, som varede i 20 år, og som Danmark deltog i. 44 danske soldater mistede livet i Afghanistan.

Den militante islamiske bevægelse al-Qaeda stod bag angrebet i USA, og det udløste en intens jagt på bevægelsens leder, Osama bin Laden.

Amerikanske kommandosoldater dræbte ham ved en operation i Pakistan i maj 2011.

RITZAU